Ebeveynlere yönlendirici bir bilgilendirme
Redaktion Hans Jørgen Hansen og
Jørgen Kongsted
16 sider
Pris for bundt på fem hæfter på tyrkisk og et på dansk 72 kroner
Forlaget Matematik, telefon 8659 6022
Titlen på dette hæfte er vist svær for de fleste danskere, og omvendt er der mange tyrkiske forældre, der har det vanskeligt, når de til et forældremøde eller en samtale skal høre en matematiklærer forklare om matematikundervisning på begyndertrinnet.
Så hvis du ikke ved det, betyder overskriften 'Matematik for de yngste, en forældreorientering'. Hæftet er en oversættelse af et tilsvarende hæfte på dansk, der udkom i 1997.
Det er beregnet til udlevering til forældre for eksempel på et forældremøde i forbindelse med orientering om matematikundervisningen i 1. klasse. Der er nogle få kapitler ledsaget af gode illustrative, kommenterende fotos, der støtter teksten på en glimrende måde.
Kapitlerne er: Velkommen til samarbejdet, Hvad er matematik, Og hvad skal de lære, Hvordan lærer man, Hvordan foregår undervisningen, Hjemmearbejde og Hvad siger loven. Teksterne er i sagens natur kortfattede, men forklarer på udmærket vis noget om matematikfaget nu og det læringsbegreb, der efterhånden er ved at vinde indpas.
Her er altså en håndsrækning til de forældre, der kun kan læse tyrkisk og ofte også kun forstå tyrkisk, og vel ikke mindst til de lærere, der har mange forældre med tyrkisk baggrund, og som med et sådant hæfte lettere kan informere forældrene om deres matematikundervisning og intentioner. Og så er der en oversættelse af folkeskolens formål og formålet med folkeskolens matematikundervisning til tyrkisk. Den vil kunne bruges i mange andre sammenhænge og på alle klassetrin.
Dette udmærkede hæfte fortjener at blive brugt og bør findes på enhver skole, der har tyrkiske elever i klasserne.
Lars Engraf
Matematik, Tosprogede
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.