Matador på Folkeskole-manér

Lad mig starte med en bekendelse: Jeg er ikke den store fan af spillet Matador, men jeg har indgået en hellig ed med mig selv om ikke at lade min modvilje mod det klassiske spil svække min dømmekraft i denne anmeldelse.

'Slaget om Folkeskolen's grundside er Matadors ramme. Spillerne bevæger sig rundt på en spilleplade med brikker formet som et æble, en høvl, et viskelæder, en skolemælk, en kolbe og en skolebus. Rådhuspladsen er skiftet ud med Skolegården og fængslet er blevet til eftersidning. Man slår med to terninger, og lander man på et sted på skolen kan man købe ”grunden”. ”Grundene” er samlet i serier præcis som i Matador, og ejer man alle ”grunde” i en serie, kan man lægge bøger på dem og dermed hæve højere leje fra medspillere, som måtte havne på ”grunden”. Fint, hvis man elsker Matador, kedsommeligt, hvis man ikke er den store Matador-fan.

Men 'Slaget om Folkeskolen' er alligevel ikke helt som Matador. Ud over handlerne med ”grunde” og bøger, skal man opfylde en mission, som man trækker inden spillet begynder. Man kan vinde spillet ved at opfylde sin, for de øvrige spillere hemmelige, mission eller ved, som i Matador, at få de andre spillere til at gå konkurs. Den hemmelige mission gør spillet væsentlig mere uforudsigeligt og dermed også noget mere underholdende end et klassisk Matador-spil.

Prøv Lykken-kortene er udskiftet med skæbnekort i to versioner – en stor bunke med skæbnekort og en lille bunke med retro-skæbnekort, hvor skæbnens tilskikkelser hentes i tidligere tiders problemer, for eksempel: ”Du imponerer hele klassen ved at kunne gentage lyden fra et 56K-modem – modtag 50 kr. i hyldest fra hver medspiller” eller ”din lærer har igen problemer med overhead-projektoren – vent en omgang”. Det er også muligt at forfatte sine egne skæbnekort på tomme medfølgende kort og det er en ret sjov ide til den mere kreative familie eller lærerkollegium. Skæbnekortene er sammen med nogle specialfelter, som jeg vender tilbage til, 'Slaget om Folkeskolen's perle.

Mange af skæbnekortene er ret kreative: "Du er høj på duften af brændt træ i sløjd, svæv et valgfrit sted hen på pladen". Jeg var så heldig at få et ny fag i skolen: tysk. Det var ”ganz geil”, og derfor måtte jeg tale tysk til mine medspillere hele den følgende omgang. Det vildeste skæbnekort tvang en medspiller og mig til at bytte plads og dermed formue og besiddelser – og til at trække et nyt missionskort. Det smadrede selvfølgelig alle planer og var et sjovt indslag i spillets gang, selvom det betød, at vi hurtigt blev slået af en ikke saboteret medspiller.

Spillepladen har specialfelter, der ligesom nogle af skæbnekortene kan ændre spillets gang. Man kan for eksempel hinke sig til en ”grund” eller folde et papirfly og efterfølgende flyve en medspiller til en valgfri grund og dermed inkassere huslejen.

Samlet set er 'Slaget om Folkeskolen' ganske innovativ og sjovt, og hvis man som jeg er inkarneret Matador-skeptiker, skal man blot tage en kiks og styre sin Matadorfobi en smule, så er det faktisk ret underholdende.

Nu er 'Slaget om Folkeskolen' jo et skolespil. Derfor kunne man ønske sig, at den røde korrekturpen havde været lidt mere emsig, så tyrkfjel og mglnare var rettet. Spillet betjener sig også af en lidt antikveret tilgang til stereotyper. Det er en god ide at lade missionerne være hægtet op på stereotyper med stereotypiske interesser. Men er det nødvendigt med en ”dengse” og en ”særling”, begreber, som har negative og nedsættende konnotationer? Men bortset fra disse små, skolefrøkenskrappe pip (og det med matador-skepsissen) er der grin og gas gemt i 'Slaget om Folkeskolen'.