Maskedans for amøber

Med udgangspunkt i en gammel håndbog om visdommens kunst fra 1647, har Theatret Thalias Tjenere skabt en mimeforestilling om livet og splittelsen af organismen. En kridhvid scenografi, fuld af papir, alting virker nyt som et uskrevet blad. Tre væsener, iført masker og pupper, der får én til at associere til amøber, vågner i en dynge papir. De finder den gamle håndbog om visdommens kunst, Oraculo Manual, og så er forestillingen i gang. Mens der løbende projiceres sætninger fra bogen op på bagtæppet og kostumerne, udfører væsnerne handlinger i relation dertil. F.eks. når de tre væsener smider deres pubber, står der på bagtæppet #183: Lær at give slip.

Det hele gøres legende let med humor og komik, der gør væsenerne vedkommende. De har menneskelige træk, de bærer briller, slår prutter, er miljøbevidste, og til sidst kommer også en lille sang. Børnene elsker dem, kan man høre. Alligevel må man undres lidt. Theatret Thalias Tjenere har valgt at formidle en historie om livets opståen og splittelsen af organismen gennem mime, men hvorfor vælger de at formidle essensen af historien gennem tekster på bagtæppet? Teksterne på bagtæppet ødelægger ikke forestillingen, det er bare ærgerligt, at man ikke blot har ladet mimen om at fortælle. Teksterne tager publikums opmærksomhed fra spillerne, og det har spillerne ikke fortjent, idet de er det essentielle. Det er dem som får forestillingen til at leve, det er dem som underholder os, og man er rigeligt underholdt af de dygtige mimere, der med deres masker og kroppe gør væsenerne levende, og fint formidler historien og galskaben. Teksterne på bagtæppet stiller ydermere det krav, at man skal kunne læse, eller følges med nogle der kan, for at få det fulde udbytte af forestillingen. Giver man som publikum imidlertid slip på teksterne, og lader sig opsluge af de tre væsener, kommer forestillingen til sin ret. Sine Ingemann