Østafrika står på dagsordenen i skoletimen, og den afro-amerikanske (politisk korrekt udtryk) Linda oplever en nærmest fysisk forbundethed med det stolte masai-folk.
Bogen igennem kalder alle hendes dagligdags gøremål på en refleksion over den masai-levevis, hun har hørt om i skolen. Da Linda til slut ser sig i spejlet, er hun tilfreds med det, hun ser, og hun føler sig i pagt med sine stolte rødder. Og som dansker, der har læst Karen Blixen, forstår man Lindas stolthed.
Historien er på sin vis typisk amerikansk, men også god at få forstand og følelse af i vores danske sammenhæng. Når et amerikansk femogtyvende-generations indvandrerbarn (politisk korrekt udtryk) har behov for at beskæftige sig med sine rødder, så er dette gøremål måske også relevant for et dansk andengenerations indvandrerbarn eller for et dansk ingenvandringsbarn.
Bogen er opbygget ved hjælp af en polariseringsteknik, som giver den skærpede opmærksomhed, der kan føre til klog samtale om både historien og nutiden.
Men om den opnåede indsigt fører til handling af nogen art, er op til os selv. Bogen har et forord om de stolte masaiers fordrivelse fra deres græsgange og fra deres kultur som følge af, at vi oplyste, politisk korrekte globaltænkere kræver reservater til de vilde dyr og de udenlandske turister.
Mellem bogens forord og dens historie findes der altså også en forunderlig polarisering, som rejser spørgsmål om, hvorfor vi må arbejde med 'vore rødder': Er det stof, der skal tilfredsstille den enkeltes behov? Er det stof, der skal råbe på global bevidsthed og politisk handling? Eller begge aspekter?
Masaierne og mig
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.