Mary, heksens datter

Bogen er dokumentarisme i romanform. Fiktionen er den, at en forældreløs engelsk pige, hun er vel 14-15 år gammel, midt i 1600-tallet gennem små to år skriver dagbogsagtige optegnelser om sit udsatte liv. Næsten 350 år senere er så disse omhyggeligt bortgemte notater fundet, ordnet og udgivet.

Marys bedstemor hænges som heks, og fra da af må Mary mere eller mindre stå på egne ben. Hun havner blandt puritanere, som for at skaffe sig trosfrihed vil etablere et nyt liv i Amerika. En del optegnelser handler om den lange, ubekvemme og farlige sejlads til det fjerne, ukendte land. Og resten af optegnelserne gælder kolonitiden i New England. Vi hører om det lille trossamfunds barske nybyggertilværelse og de mange indbyrdes intriger, som opstår under de trange vilkår i kampen for at overleve. De mest besindige og selvstændige i flokken ses der skævt til; de udsættes for et massivt gruppepres. Det mærker ikke mindst Mary, hvis strejftog i det tilgrænsende skovområde misopfattes som omgang med onde ånder. Det ender da også med, at hun anklages for hekseri og må tage flugten ud i vildnisset.

Bogen skildrer glimrende spændingerne mellem individ og samfund, mellem tro og overtro: Den intolerante trosfanatisme avler en massiv overtro. Et sørgeligt aktuelt forhold, som også er emnet i Arthur Millers drama 'Heksejagt', hvis miljø ligger tæt op til det i Mary-bogen. Den fortæller derudover særdeles troværdigt og tankevækkende om forholdet mellem nybyggerne og de indfødte indianere.

Til fælleslæsning er bogen for omfattende og detaljeret, men den egner sig glimrende til frilæsning blandt de læselystne på de ældste klassetrin, især vil den nok fange pigerne. Enkeltoptegnelser lader sig sagtens udskille som selvstændige tekster, især til perspektivrig belysning af forholdet mellem tro og overtro. Man mærker ikke undervejs, at bogen er en oversættelse, hvilket er en ubetinget ros til oversætteren.