Martinus Wested

Om dagbøger skrives, for at efterkommere kan kende deres rødder i den tid, der er forbi, eller det er, for at skribenten kan rejse sig selv et monument for det tilfældes skyld, at andre skulle glemme det, lader sig ikke altid afgøre. Disse optegnelser giver indtryk af en skolemand, der nøgternt registrerede store og små begivenheder i familien, skolen, kunsten og politikken. I den velredigerede bog får vi et glimrende indtryk af et landsbylærerliv i sidste århundredes første halvdel, i trekanten mellem skole, kirke og forsamlingshus.

Lærer Wested var en flittig mand. Skrev og komponerede sange og egnsspil til enhver lejlighed, hvor jubilæer skulle fejres eller mindestene indvies. Set fra eftertiden synes jeg, det er nemmest at forholde sig til de ærlige lejlighedsdigte, der ikke giver sig ud for mere, end de er. Senere, da han fik udgivet landskabsdigte, der både blev trykt og læst op i radioen, får han spændt dem for hårdt ind under halvt beherskede genrekonventioner, og han kommer til at minde om Niels Hausgaards parodierede hjemstavnsdigter, der udtrykker sig med samme patos om den nykalkede gavl og de saltede sild i tønden.

Wested var Kaj Munks første lærer, og forholdet til digteren som voksen fylder en del. Men mest interessant er faktisk skildringerne af familiefester, udflugter og de kirkelige og politiske foredrag og ikke mindst om familiens glødende interesse for billedkunst, musik og litteratur. Ærgerligt at kilderne ikke er mere meddelsomme om, hvad læreren og især hans første, kloge kone egentlig spillede, læste og kiggede på.