"Børne- og ungelægen kan være med til at opfange børn med problemer. Jeg har set et eksempel på et barn, der havde børneorm, og derfor havde meget svært ved at sidde stille. Når eleverne skal videre i uddannelsessystemen, kan lægen også være med til at rådgive. Hvis en elev har astma, eksem eller høfeber, er det en dårlig ide at gå efter at blive frisør", siger Birgitte Brinck, der er formand for Foreningen for Kommunalt Ansatte Læger.
Hun mener, at lægen også bør være skolens sparringspartner, når det kommer til sundhedsforebyggende tiltag og indeklimaproblemer.
"Når en skole eksempelvis sætter fokus på sund mad, er det vigtigt, at der er en læge med, ellers er der risiko for, at indsatsen bliver meget tilfældig", siger hun.
Kommuner svigter lægetjek
Sidste år viste en undersøgelse, at godt hver tredje kommune ikke gav eleverne de lovpligtige lægetjek. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen bad i begyndelsen af året kommunerne om at gøre noget ved det. Men ved skoleårets start kunne 58 kommuner stadig ikke leve op til kravet om forebyggende helbredsundersøgelser.
"Det er min overbevisning, at lægerne gerne vil have stillingerne. Men de stillinger som kommunerne slår op er ikke attraktive nok. Lægerne kan se, at med antallet af ind- og udskolingsundersøgelser, vil der ikke være tid nok til at være med til den forebyggende indsats og samle op på de mange undersøgelser. Jeg håber, at kommunalreformen vil betyde, at stillingerne kan tænkes på en ny måde, så de bliver mere attraktive", siger Birgitte Brinck.
Også Lars Løkke Rasmussen skriver i et svar til folketingets sundhedsudvalg, at han håber, at kommunalreformen kan løse nogle af problemerne. Men samtidig understreger han, at det ikke er acceptabelt, hvis kommunerne ikke gør noget ved problemet med det samme.
Manglende lægetjek giver problemer i skolen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.