Når en kommunalpolitiker udgiver en bog om sit eget ressortområde i et valgår, skærpes opmærksomheden over for budskabet. Men denne bog er mere end et tilfældigt kampskrift. Kun det opsummerende afslutningsafsnit har pamfletpræg, hvor man må lede efter argumentationen i de foregående seks afsnit.
Bogen rummer ikke mange synspunkter, der ikke har været offentliggjort tidligere, men det gavner overblikket, at man her i koncentreret form får sammenstillet delemner som forskellige opfattelser af integration, koranens bud og disses konsekvenser for dagligdagen i skole og samfund samt modersmålets betydning for danskundervisningen. I forbindelse med sidstnævnte emne gennemgås resultaterne af en række udenlandske og danske undersøgelser. Og selv om nogle af disse er iværksat af borgmesterens egen forvaltning, er risikoen for cirkelslutninger minimeret, ved at metode og konklusioner er foretaget af anerkendte, uafhængige forskere.
Bregengaard bruger sine professionelle samfundsfaglige metoder til at øge indsigten på et kontroversielt og nærmest altomfattende område. Der citeres fra kontrollerbare kilder, og noteapparatet er i orden.
Det er bogens gennemgående linie, at tosprogede elever ikke blot kan placeres i en kasse som nogen, det måske er synd for, men som i grunden mest er i vejen for udvikling og fremskridt inden for skoleverdenen. Forfatteren påpeger, at hvis andelen af tosprogede elever i en klasse stiger, stiller det krav til lærerne om at omstille deres undervisning, så den gør det muligt for alle at følge med. Pointen er, at en værkstedsorienteret undervisningsform med blik for den enkelte elev ikke blot er til fordel for de nytilkomne elevtyper: den bageste del af klassen, som mange lærere har lært sig at leve med, får også mobiliseret deres potentialer.
Uddannelsesborgmesteren går langt videre end blot at tale om mangfoldighed og berigelse. Han er ikke blind for problemer, men sætter dem i et videre perspektiv. Han fremhæver bogen igennem, at indvandrere og deres børn skal opfattes som individer, men minder også om, at det for børn og unge fra stærkt sammentømrede subkulturer er et drastisk skridt at forlade fællesskabet for at blive et individ i vestlig forstand, selv om familiekulturen har undertrykkende træk. For 'livet bliver ofte vanskeligt og ensomt, når man ved egen eller andres kraft får revet rødderne over og opgiver sig selv for at blive noget andet' (side 35).
Bogens sidste 32 sider er stillet til rådighed for en række politikere og repræsentanter for fagforeninger og indvandrerorganisationer, der kommenterer bogen. Dette giver hele foretagendet et skær af konferenceoplæg med efterfølgende paneldebat, og det er synd. De inviterede bidragydere burde sammen med mange andre skolefolk og politikere fremlægge deres kommentarer til de rejste problemstillinger for en bredere offentlighed end bogens læsere.
Integrationspolitik
– børn og unge på vej til et multikulturelt præget samfund
Af Per Bregengaard
161 sider, 229 kroner
Kroghs Forlag
Mangfoldighedens udfordringer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.