Mange intelligenser i folkeskolen

Hvordan bruger man egentlig teorien om de mange intelligenser i skolens pædagogiske praksis? Det kan man få et ganske nuanceret indblik i i denne film. Den består af fire dele: klip fra en 2. klasse, en 4. klasse, en 7. klasse og en 7.-8. specialklasse.

Det fælles præg er glade, aktive børn og engagerede, humørfyldte lærere. I alle klasserne har børnene lært om de mange intelligenser, har øvet sig i at bedømme sig selv og er blevet bedømt (med positive udsagn!) af kammeraterne. Det har ført til en bevidstgørelse om egne styrkesider og svage områder og kend-skab til kammeraternes styrkesider og svage områder. Det bliver brugt i hverdagens undervisning. Først og fremmest ved, at lærerne tager afsæt i den enkeltes styrkeområde(r) og tilrettelægger opgaver og krav, så også svage sider kommer med i spil. Børnene lærer sig selv så godt at kende, at de selv kan vælge, på hvilken måde de vil tackle en opgave for eksempel verbalt sprogligt, kropsligt eller ved at få et visuelt overblik. Man skal tage udgangspunkt i et barns styrkeside(r), men man skal ikke hele tiden kun det, man er bedst til. Gruppearbejde er bygget sammen, så der altid er en med styrke på et bestemt område i en gruppe, så de med svagere funktioner på det pågældende område har kvalificeret samarbejde.

Lærerne siger, at deres børn får et øget selvværd, bliver nysgerrige, suger til sig med stor lærelyst og ikke bruger tiden på at være voldsomme og have konflikter med de andre. De bruger tiden til at opleve, lære og samarbejde. Filmen viser det: Glade børn, børn, der har megen indbyrdes kontakt, der ler, anerkender hinanden og hinandens kunnen. Lærerne er optimistiske på deres elevers vegne.

Alle får lært mere, er mere bevidste, får sig et positivt selvværd. Det er ikke mindst den svageste gruppe, der får et bedre selvværd og får lært mere, siger en lærer. De får lyst til at lære og få mere viden. Folk, der har et negativt syn på sig selv, har et negativt selvværd, har svært ved at være sammen med andre. De mange intelligensers pædagogik er vist den eneste måde at foretage undervisningsdifferentiering på i en klasse med 29 elever, siger en lærer i 7.-klassen.

Det giver børnene overblik og struktur, at de kender sig selv og ved, hvad forskellige opgaver indebærer af krav. Det giver ikke mindst specialklassens børn klare rammer.

Filmens styrke er, at den viser, at teorien om de mange intelligenser i pædagogisk praksis især skaber glæde ved at gå i skole, lærelyst og positivt selvværd og at eleverne giver hinanden anerkendelse. Det er til gengæld ikke helt så let at se undervisningens og læringens konkrete resultater med hensyn til færdigheder og kundskaber. Man (lærerne) skal i hvert fald passe på, at børnene ikke til stadighed vælger de opgaver, de har masser af resurser til i forvejen. Lærerne skal også tænke på, om deres pædagogiske planlægning er kompleks og i sig selv kræver, at børnene skal bruge løs af helst alle intelligenser i deres læringsarbejde, det vil sige tilrettelægger en mangfoldighedens pædagogik. Det bliver tydeliggjort i 7.-klassen, hvor de med temaet »Harry Potter« og med opdeling i fire grupper (Potterske »skoler«) skal samarbejde med mange forskellige intelligenstyper i gruppen og hvor den med svage resurser på et område (ved lærerens direkte regulering af gruppesammensætningen) er sikret, at der i »skolen« er en til stede med store resurser.

Fokus er meget på elevernes intelligenser og mindre på undervisningens planlægning. Hvordan er det for øvrigt med en bedømmelse af lærernes styrkeområder og svageste områder (som børnene lærer at kende hos sig selv)? Ved lærerne nok om sig selv? Det havde været en interessant belysning at kaste ind over den pædagogiske praksis.

Filmen er professionelt produceret, er instruktiv og udstråler liv.

Det er den danske folkeskole for fuld hammer og ikke det vrængede billede, medierne og politikerne forsyner befolkningen med.