”Man var lidt bange for at komme på skolebiblioteket”

Hvorfor blev du skolebibliotekar?

”Det startede for over 20 år siden med, at jeg var interesseret i computere, så jeg begyndte at komme nede på skolebiblioteket og hjælpe med det nogle timer om ugen. Efterhånden blev det til mere, men der gik nogle år, før jeg startede på skolebibliotekaruddannelsen – og det var mest, fordi det blev et krav.

 Jeg havde i starten en ældre makker, som havde overtaget ansvaret for biblioteket fra to meget gamle damer, der styrede det med hård hånd. De havde styr på tingene, men man var lidt bange, når man kom derind, og man turde nærmest ikke låne deres bøger. Min ældre kollega begyndte at bløde det op, og da han gik på pension, ville jeg og mine kolleger gerne gøre det til børnenes sted. I dag er her næsten altid børn, som hygger sig. Det kan jeg love dig for, at der ikke var dengang”.

Hvad er det bedste og det sværeste ved jobbet?

”Der er mange gode ting, men det allerbedste er, når man kan hjælpe børnene med læsningen. Når de kommer løbende og spørger: ’Jeg har læst den her, har du noget, der ligner?’ Det er noget af det fedeste ved at komme på arbejde.

 Det kan være svært, når der er børn, man gerne vil hjælpe, og man ikke rigtigt kan få dem i gang. Men det sværeste er, at vi i Københavns Kommune altid mangler penge. Børn vil for eksempel gerne have nye bøger, men vores bøger er meget slidte. De bliver lånt og lånt, og vi taper og reparerer dem. Men vi er heldige her på skolen, at vi har en ledelse, som prioriterer biblioteket. Jeg er her 13 timer om ugen, og mine to kolleger har fem timer hver, så vi kan stort set holde åbent hver dag fra 8 til 13”.

Hvordan oplever du den såkaldte læsekrise, som der tales meget om?

”Læsekrisen er reel nok. Det er jo svært at få børnene væk fra en skærm, fordi de er nemme at aflede. Det er vi faktisk alle sammen. Det er blevet en hel kultur. Det er heller ikke alle hjem, hvor der er bøger. Det er ikke rigtigt en ting mere. Men at have bøger omkring sig er vigtigt for at blive litterær. Og hvis forældrene læser, er det nemmere for børnene også at gøre det”.

Hvordan var det at arbejde på skolebiblioteket, før det blev ændret til pædagogisk læringscenter (PLC)?

”I starten var det jo et rent skolebibliotek. Det var bogudlån og ikke ret meget andet. Og da jeg startede, var der ikke så mange forskrifter og regler, der skulle følges, som i dag. Det var sådan en lille selvkørende enhed”.

Og efter at skolebiblioteket blev til pædagogisk læringscenter i 2014?

”Jeg kunne godt lide, at det blev PLC, og at man fik samlet nogle resurser ét sted. Og personligt synes jeg, det er megaspændende at være en del af det, fordi jeg også er it-vejleder, og vi skal vejlede om både analoge og digitale materialer – for eksempel undervisningsportaler”.

Nu skal det hedde skolebibliotek igen i hele landet, hvad tænker du om det?

”Det synes jeg faktisk er fint. Det har også passet mig rigtig godt, at vi i København kalder det skolebibliotek igen, for det sender et signal. Vi bruger rigtig meget tid på netop at drive skolebibliotek og hjælpe og vejlede eleverne, når de låner bøger, så når man ændrer navnet til skolebibliotek, må det vel være, fordi man ønsker at satse mere på den del? Nu må vi se. Men jeg synes, det er en glimrende idé stadigvæk at have PLC-opgaverne, hvor læsevejledere, danskvejledere og så videre er en del af det”.

Nogle mener, at der så igen bør være skolebiblioteker med uddannet personale på alle skoler. Hvad mener du?

”Det behøver ikke nødvendigvis at være et krav, at der er uddannet personale. Det vigtigste er, at skolebiblioteket er drevet af lyst og engagement. Men alle skoler burde have et bemandet skolebibliotek. Ellers får vi ikke børnene til at læse. Det er så sørgeligt, at nogle slet ikke har et bibliotek eller kun har et lille et, hvor der er åbent få timer om ugen, for det kan du ikke drive et skolebibliotek på. Så det ville være helt fantastisk, hvis der kom skolebiblioteker alle steder igen”.