Danmarksrekorden i bizarre ud af huset-oplevelser for skoleelever indehaves formentlig af rektor Meisling fra Slagelse Katedralskole, der en forårsnat i 1825 sendte H.C. Andersen og nogle af hans skolekammerater per hestevogn til Skælskør, således at de med egne øjne kunne overvære henrettelsen af to mænd og en kvinde tidligt om morgenen den 8. april.
Trods tidens hårdhændede retspleje havde den lokale bøddel desværre ikke opnået den fornødne rutine i at tilrettelægge en så spektakulær begivenhed; stagerne til de afhuggede hoveder var blot rå granrafter, og hjulene til at lægge de parterede legemer på var endnu ikke rejst ved klassens ankomst til denne forløber for et SSP-arrangement (skole, socialforvaltning, politi). H.C. Andersens pedanteri fornægtede sig ikke i hans optegnelser.
Selv uden den senere berømte Andersens notater havde den tredobbelte dødsdom sikkert kunne vække eftertidens interesse, som den havde gjort landet over i sin tid.
Baggrunden for domfældelsen var såmænd sørgeligt almindelig for tiden. Den 19-årige Maren var blevet gravid med en anden mand end sin forlovede, som havde lånt hendes forgældede gårdejerfar penge. Altså ikke noget med at hæve forlovelsen, så hun kunne få barnefaderen, som hun elskede. Efter at hun kluntet har forsøgt at forgive faderen med rottegift, får hun overtalt kæresten og en fælles ven til at ordne sagen med en tøjrekølle. Sagens rette sammenhæng opdages ved lidt af et tilfælde, og de tre dødsdømmes.
Forfatteren har været i alle relevante arkiver og skildrer i prosaform dramaet. I tilgift får vi en levende fortælling om livet på landet for 180 år siden med dets traditionsbundethed, klasseforskelle og dybt forgældede selvejerbønder, der har købt deres frihed for dyrt.
Det er en rystende historie. Glimrende fortalt. Dens hyppige skift i fortælletid kan forvirre, men brug af forskellige skrifttyper hjælper til at skelne mellem afskrift af kilder, historisk udredning og litterær bearbejdning. Det er flot arbejde, og bogen er oplagt at bruge i forbindelse med historieundervisning samt læsning af ældre tekster.
Man myrder i maj
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.