En af de skoler, som har lånt udstyr til måling af indeklima, er Tommerup Skole på Fyn. Her viste målingerne, at der var store problemer med indeklimaet, som gik ud over koncentrationen i undervisningen.
"Det viste sig, at CO2-niveauet i rigtig mange klasser var højere end det, som Arbejdstilsynet anbefaler. Vi er nu blevet mere bevidste om indeklimaets betydning, og det er blevet helt legalt for eleverne at spørge, om man må åbne et vindue", fortæller lærer på Tommerup Skole Peter Nielsen, der samtidigt har brugt indeklimaproblematikken i fysikundervisningen, hvor eleverne har arbejdet med forsøg, der påviser, hvordan indeklimaet forringes i løbet af dagen.
En gevinst for både lærere og elever
Uffe Jespersen er salgsdirektør i firmaet Exhausto, der udlåner udstyr til måling af indeklima. Han forklarer, at måleudstyret er et godt redskab til at skabe opmærksomhed om dårligt indeklima på skolerne.
"Vi har mange eksempler på lærere, der har lånt et måleinstrument og derefter har kunnet dokumentere over for skoleledelse og kommunalpolitikere, at der er et problem" siger han og påpeger, at et godt indeklima er en gevinst for både elevernes indlæring og lærernes arbejdsmiljø.
"Ved dårligt indeklima skal læreren både kæmpe med sin egen træthed og samtidigt kæmpe med de urolige elever, som har svært ved at koncentrere sig".
Klimaet på savannen
Uffe Jespersen forklarer samtidigt, hvorfor indeklimaet har så stor betydning for den menneskelige trivsel.
"Mennesket er genetisk udviklet til at befinde sig på savannen i Afrika, og når vi går indenfor, forsøger vi at kopiere det klima, der var dengang. Hvis vi var hulepindsvin ville vi sikkert foretrække, at det var mørkt og indelukket, men selv om vi befinder os 90 procent af tiden indenfor, så er vi altså 'udedyr'. Vi behøver derfor dagslys, frisk luft og ordentlige temperaturer, og hvis vi ikke tænker over det og sørger for, at vi har det, så påvirker det os helt klart i en negativ retning".
Måleudstyr skaber opmærksomhed om skolernes indeklima
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.