Her er en god og gennemtænkt kopimappe, der kan bruges som idébank eller til inspiration i arbejdet med de nye Fælles Mål. Den indeholder ikke så mange nye forslag til forløb i klassen, men giver et inspirerende bud på en ramme for, hvordan man kan tilrettelægge sit arbejde med evaluering og elevplaner i børnehaveklassen og samtidig opfylde de nye Fælles Mål.
I materialet er der i forhold til både børnehaveklasselederen og eleven formuleret en række forløb, og der er skemaer til refleksion over og evaluering af disse. Forløbene, der blandt andet omfatter sprog og udtryksformer, natur og naturfænomener, sociale færdigheder samt samvær og samarbejde, er i fin tråd med Fælles Mål. Der er efter hvert forløb henvisninger til litteratur og hjælp, som kan hentes på nettet.
Materialet er skrevet i børnehøjde. En række vægtløfterbilleder visualiserer, hvad det er, man skal være dygtig til. Billederne er delt op i fire farvegrupper. Grøn er en elev, der kan løfte vægten alene. Gul viser, at to elever hjælper hinanden med vægten, Orange illustrerer en voksen, der sammen med en elev løfter vægten, mens rød viser en tegning af en elev, der løfter vægten en lille smule.
Ved brug af skemaet gøres det lettere for eleven at sammenholde udviklingen i selvopfattelse gennem børnehaveklasseforløbet. Dokumentationen anvendes typisk ved elevsamtaler og skole-hjem-samtalerne.
Det hele kan kopieres, og der følger en cd med mappen. Flere af målcirklerne kan bearbejdes i word-format.
Målcirkler i børnehaveklassen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.