Må jeg læse først?

Stil op på række.

Lyt efter, om du er giraf, pingvin, ørn eller løve i dag.

Flyt til rundkreds om materialebordet for at høre, hvilken bog du skal læse, tekst du skal skrive, spil du skal spille, og opgave du skal løse som giraf, pingvin, ørn eller løve.

I dag er du gruppefører, så du har ansvar for at hente og aflevere materialer til dine tre girafvenner. Nu starter tiden, og du har 11 minutter ved det første bord til at spille sjove bogstavspil med dine girafkammerater, inden uret lyder, I skifter bord, og du finder de bøger, I skal læse.

Lyder det som en stor mundfuld for et seksårigt barn?

Tydeligvis ikke for 0.b på Spurvelundskolen ved Odense, hvor lærere og elever i indskolingen har fokus på læsning som led i et stort udviklingsprojekt.

Det er en lydløs og velkoreograferet samling “vilde dyr”, der uden anden vejledning end den indledende forklaring bevæger sig mellem de fire borde, der udgør klassens stationer, og med det samme går i gang med bordets aktivitet.

Indimellem ser eleverne op på de hjælpekort, inspirationsbilleder og huskeord, som klassens vægge er dekoreret med, men mest af alt ser de på deres opgaver og hinanden i de små grupper.

“Jeg kan allerbedst lide at skrive”, fortæller Oliver, og Nicolas er enig.

Begge drenge er ved at have fyldt de 15 linjer ud, der er på papiret med sommerferiebilleder, som de har fået udleveret. Midt på bordet ligger et ark med hjælpeord som “været”, “blevet” og “jeg”.

Men der er ingen sure miner, da drengene skal skifte til spillebordet, hvor de toppes om at få flest stik i ord-memory. Alfred, der er gruppefører, har hentet de små, pink spillekort med ord på, for girafferne, som lige har forladt bordet, spillede læseludo. Ingen undrer sig, og ingen sammenligner, for sådan er det altid i de to dobbeltlektioner om ugen, hvor de har stationsundervisning. Og spørger man børnene, så er det den allersjoveste danskundervisning.

Husk læsefingeren

Ved læringsbordet sidder 0.b’s faste pædagog Sara Potter klar til at hjælpe og snakke med eleverne om opgaverne. Opgavehæftet er det samme til alle elever, men mens girafferne får opgaven læst højt, læser løverne den selv, og det er heller ikke de samme spørgsmål, hun stiller til de fire slags dyrebørn.

“Han har en kanin”, læser en pige. “Prøv at se på det sidste ord igen”, siger Sara Potter. “Ka-nin”, siger pigen med eftertryk, og da Sara Potter venter, prøver hun igen: “Kaaaa-miin”, siger pigen og ser spørgende op? “Ja! Flot! Ved du, hvad en kamin er?”

Det ved hendes sidemand, for sådan en har han prøvet at lægge brænde i hjemme i stuen. Han soler sig et øjeblik i opmærksomheden, for der er også tid til at tale lidt om forskellen på kaminer og pejse, inden de skal sætte ord ind i teksten, og så ringer uret igen, og børnene flytter over til læsebordet, hvor børnehaveklasseleder Helle Jørgensen venter.

“Må jeg læse først?” spørger Celina, før hun har nået at sætte sig. “Ja, det er fint med mig”, svarer Helle Jørgensen. En dreng ser ærgerlig ud og skynder sig med “Må jeg så læse næst?” Da han ikke får lov, fordi de har en fast rækkefølge rundt om bordet, prøver han med “Må jeg læse lidt mere?” da han har taget det første opslag, og her får han lov og smiler stort.

“Jeg vil bede dig huske din læsefinger”, siger Helle Jørgensen til Lewis, som et øjeblik ser op og mister tråden i sidemandens oplæsning. Men det bliver hurtigt hans tur, og så er han helt på og læser derudad. Læsehastigheden er næsten identisk inden for hver dyregruppe, men forskellen mellem grupperne og sværhedsgraden på bøgerne er markant.

“Læg mærke til ordet ‘tøffer’, hvilke bogstaver er der i det?” spørger Helle Jørgensen.

“T-ø-f-f-e-r”.

“Kan I finde andre ord med to af de samme bogstaver ved siden af hinanden?”

“Sukker”, svarer Celina.

“Kan sukker betyde flere ting?”

Celina ser på en opslagstavle bag børnehaveklasselederen, hvor elevernes egne papslotte i gult, grønt og lilla viser prinsessen på ærten liggende på de tyve madrasser, og hun udbryder: “Sød, som når man er sukkersød!”

“Og som på havregrynene”, supplerer Louis.

Helle Jørgensen trækker luft ind og puster det ud med lyd på. Børnene griner og udbryder: “Jaaa, også det, de voksne gør”.