Vil man arbejde med Beethoven i musiktimerne, er her en håndsrækning, der vil og kan noget.
Lærerens bog indlededs med en generel bibliografi, og derefter følger der afsnit, som knytter sig til specifikke musikeksempler og fortæller om baggrunden for deres tilblivelse. Disse afsnit fænger, fordi de i ord og billeder går tæt på Beethoven som menneske. Vi hører for eksempel om, hvor gal han blev, hvis folk snakkede og ikke lyttede, når han spillede, og vi ser billeder af nogle af de damer, han var forelsket i - og meget mere.
Til hvert musikeksempel er der opgaveforslag, som udmærker sig ved at være særdeles grundige i deres udformning og samtidig forskelligartede. For eksempel er der en del opgaver, hvor man får detaljerede, ofte anekdotiske oplysninger om ideen bag en komposition. Den følgende opgave går så selvfølgelig ud på at lytte til, opleve og forklare, hvordan historien er fortalt i musikken. Andre opgaver er af mere dramatisk og meddigtende karakter. Alle musikeksempler er indspillet på cd'en og musikken er delt op i forhold til opgaverne, så man hurtigt kan finde den relevante musik - særdeles brugsvenligt.
Til materialet hører også en kopimappe med opgaveark og et computerprogram.
Opgavearkene lægger sig op ad de opgaver, der er formuleret i lærerens bog - skemaer, der skal udfyldes, og tegninger, der skal farves. Herudover er der ideer og oplæg til projektopgaver - henvendt til de store elever, naturligvis.
Computerprogrammet, som er lavet af Anders la Cour-Harbo, indeholder femten opgaver, der bygger på og handler om Beethovens musik og liv - det, der er behandlet i lærerens bog. Som multimedia-program vil dette ganske sikkert appellere til eleverne - her kan de sidde i deres eget tempo og lege med Ludwig - spille på instrumenter, skrive noder, svare på spørgsmål og så videre.
Målgruppen for materialet er 3.-10. klasse.
Et grundigt, inspirerende og gedigent materiale, som jeg varmt vil anbefale.
Lyt til Ludwig
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.