Lystlæring

'Alle taler om lysten til læring – men ingen gør noget ved det', kunne man sige med en omskrivning af et Storm P-citat om vejret.

Når vi ikke gør noget ved det, er det, fordi vi ikke helt ved, hvad det er, denne lystlæring. Vi har glemt det gennem et langt uddannelsesforløb med tvangslæring.

Derfor gør vi, som vi plejer. Vi tilrettelægger undervisningen ud fra læseplaner og bekendtgørelser, vi udarbejder problemformuleringer, vi løser opgaver og fremstiller produkter, og som gode, samvittighedsfulde lærere giver vi eleverne respons.

Vi giver responsen ud fra den forestilling, vi selv har om, hvad der er et godt produkt, og hvad læringsindholdet rettelig bør være. I stedet burde vi vel sætte tanker og refleksioner i gang hos eleven – men uden krav om, at det skal resultere i et bestemt produkt.

Der var således engang nogle lærere, som sammen med deres elever havde arbejdet meget lystbetonet og meget projektorienteret med alle til rådighed stående moderne hjælpemidler. Resultatet var de flotteste multimedieproduktioner. Og således skulle alt jo være såre godt. Men lærerne var bekymrede. Det var blevet til form. Eleverne var mest optaget af at fremstille produktet og langt mindre optaget af indholdet. 'Formmæssigt magter de alt, indholdsmæssigt intet', jamrede lærerne.

Jamen, det kan være, at det, eleverne ville lære i de dage, netop var formen, de var måske ret ligeglade med oplysningerne om danske husdyr, eller hvad indholdet nu måtte være.

De lærte noget med lyst, men lige præcis det bekymrede de samvittighedsfulde lærere. De så hellere lidt god gammeldags tvangslæring.

Vi tror nemlig ubevidst, at tvangslæring giver størst sikkerhed for, at eleverne lærer det, som forældre og samfund ønsker – men det er slet ikke sikkert.

De bevarer i hvert fald ikke lysten til læring gennem deres forhåbentlig lange liv.

Altså mine damer og herrer – tillid til lysten.

Og med computeren er der masser af muligheder for at lege og lære med lyst og lade eleverne følge deres egen vej.