Lydighedskulturen er død

Forandringer i voksnes relation til børn gør nyt sprog nødvendigt Bogens titel afslører ikke umiddelbart, at forfatterne er dybt optagede af børne­institutionernes og skolens ve og vel. De er forankrede i det humanistisk-psykologiske menneskesyn og bygger på flere årtiers erfaringer som analytikere, undervisere, konsulenter, terapeuter og forfattere til bøger om børn, institutioner og skoler. Ud fra deres tilgang er titlen et bud på, hvad skolen har brug for i en tid, hvor krisestemning truer, og de faglige resultater set i et internationalt perspektiv gør nogle flove, andre mere eller mindre paniske. Forfatterne er hverken flove eller paniske. De er konstruktive, vidende, engagerede og har optimistiske bud på, hvordan institution og skole kan rustes til at honorere dagens krav.

Bogen er opbygget i fire dele: Det generelle, det personlige, det relationelle og relationerne. I første dels to kapitler gives en meget grundig analyse af den historiske udvikling i institutionernes opgaver, rammer og betingelser, pædagogers og læreres ændrede roller og vilkår og familiens totalt omkalfatrede stilling inden for de seneste 50 år. Mange problemer og konfliktområder identificeres, men med en begrundet optimisme over for de nordiske landes position som børneopdragelsens pionertropper, der uden forbilleder selv må finde nye stier.

Forfatterne er overbeviste om, at lydighedskulturens sammenbrud er sket. Det er over tredive år siden, at læreres ret til anvendelse af fysisk magt blev afskaffet, og ti år siden, at forældres lovfæstede ret til at bruge fysisk vold i opdragelsen (eufemistisk kaldet revselsesretten) blev frataget dem. Børn i dag viser i stigende grad modvilje mod at være objekter i en subjekt-objekt-relation, og forskningen har påvist, at subjekt-subjekt-relationen, hvor man mødes som ligeværdige parter, har et langt større trivsels- og udviklingspotentiale. Forfatterne lægger selv vægt på, at bogen først og fremmest er blevet til på baggrund af deres mange års erfaringer som praktikere, og teorien er derfor nedtonet til et nødvendigt minimum til gengæld for et stort antal, ofte meget velvalgte eksempler, som i de fleste tilfælde kommenteres grundigt. Mange af dem er dialoger med førskolebørn og skolebørn, hvor den særlige »Jesper Juulske« brug af sproget demonstreres. Det er en sproglig kode, som af nogen måske kan opfattes som en faglig jargon. Forfatterne hævder imidlertid, at det er vigtigt at fjerne sig fra floskler og daglige vendinger, hvis man skal tale anerkendende, personligt og med autenticitet. Nogle lærere vil måske have vanskeligt ved at lægge sig efter denne sproglige form, men bogen lægger megen vægt på, at lærere udvikler deres eget personlige sprog og inviterer børnene til at udvikle deres, fordi det er det mest effektive forebyggende element i den pædagogiske voksen-barn-relation. Det er yderligere bogens postulat, at selvindsigten og evnen til at udtrykke sig personligt i relation til andre på længere sigt vil føre til større faglige muligheder og resultater.

De forandringer, der er sket inden for den sidste generation, er efter forfatternes mening intet mindre end et paradigmeskift, som kræver et helt nyt sprog, og hvor vi er nødt til at eksperimentere, fordi der ikke findes en ny pædagogik, vi kan bekende os til. Vort hidtidige sprog har vanskeligheder med at beskrive autentiske relationer, fordi traditionen stadig hænger ved en pædagogik, som gjorde børn til objekter. Vi spørger stadig: Hvad gør man ved børn, der ikke vil spise grøntsager, ikke sove i deres egen seng, eller som ikke vil høre efter? Det er forfatternes erfaring, at lærerne generelt set er den mest forsømte pædagogiske faggruppe, når det gælder tværfaglig inspiration, supervision og fagpersonlig udvikling. Skolens mangeårige tradition for at tage udgangspunkt i de faglige mål og den dertil knyttede indholdstænkning har givet meget lidt plads til processuel tænkning, og den professionelle her og nu-relation har stadig trange kår. Det medfører, at børn oftest bedømmes mere på deres præstationer end som de personer, de er. Den rigtigt/forkert-tænkning, som knytter sig til fagene, men som umærkeligt overføres på børnene, ser forfatterne som et af skolens mest påtrængende problemer. Samtidig er de ikke i tvivl om, at det vil blive mere og mere evident, at lærerne vil få brug for at lære at indgå i forpligtende subjekt-subjekt-relationer til børnene. I diskussionen af hvorfor, hvornår, hvordan og med hvilket mål dette kan ske, leverer bogen en kvalificeret analyse og nogle overbevisende argumenter for strukturerede fagpersonlige udviklingsprocesser og deres plads i skolen. På længere sigt vil en sådan proces være til gavn for elevernes både personlige og faglige udvikling.

Udfordringen til lærerne om at møde vanskelige elever med empati og støtte er ikke til at tage fejl af, og man skal ikke forvente opbakning til synspunkter i retning af, at skolen skal have ret til at sige nej til »uunderviselige« elever. I stedet opstilles kravet om at gå ind i relationen, også selv om den måtte fremprovokere ubearbejdet stof hos læreren selv. Målet er ikke effektiv problemløsning, men gensidig personlig vækst.

Nogle eksempler er ganske raffinerede. I en refereret forældresamtale, der næsten har et parodisk anstrøg, er læreren så absolut ikke en lærebogslærer. Men den overraskende pointe er, at hun rent faktisk får eleven til at føle sig »set«, styrer uden om at ydmyge eleven, undgår belærende ex cathedra-foredrag for forældrene og fastholder forældrene på deres ansvar.

Man behøver altså ikke at sidde i sprognævnet for at kunne gennemføre en professionel forældresamtale. Relationskompetence er til­strække­ligt. Bogen opsummerer de grund­læggende teorier og modeller fra Jesper Juuls tidligere bøger i en samlet, bearbejdet og mere lærebogsorienteret form. Den har et meget gennemarbejdet præg og er disponeret i overensstemmelse med det samlede teoretiske grundlag. Dens budskaber til institutioner, skoler og forældre lader sig ikke overhøre, og hvis man ønsker at forbedre sin livskvalitet som professionel lærer, er der et godt afsæt at hente. Men også ledere og skolebestyrelsesmedlemmer kan få et bredere perspektiv på, hvilke tiltag der skal overvejes, for at vi både kan få en skole for alle og en skole, hvor flere får faglig succes.