Vi kender alle fra egen barndom historien om "Karius og Baktus", der skulle lære os alle sammen, hvor vigtigt det er at børste tænder, så man ikke får huller. Nu er der kommet en næsten parallel historie, der hedder "Lucy & Lucifer", der skal lære børn i alderen 5-12 år, at det er vigtigt at kæmme, kæmme, kæmme og atter kæmme og kæmme i al evighed, hvis vi skal blive luseplagen kvit.
For rigtig mange år siden var det skamfuldt at have lus. Det er det ikke så meget mere, da næsten alle har prøvet at have lus, men så meget desto større er problemet jo! Derfor afholdes der på skoler og på børneinstitutioner "Store lusedag", hvor alle bliver opfordret til at kæmme og behandle for hovedlus. Det har ikke hjulpet stort, så nu skrives der en lille munter bog med sange på melodier fra "Karius og Baktus". Så kan vi lære det, kan vi! Det er altid godt at bruge rim og sange, når en ny vane og morale skal indlæres. Så lær venligst denne: Drop børsten og kæm håret hver dag!
Historien handler om de to lus, Lucy og Lucifer, der flytter ind i drengen Peters hår, og så får de en masse børn. Da Peter så skal på lejrskole, bliver der rigtig holdt fest - også i de andre børns hår. Så Peters mor kæmmer og kæmmer og kæmmer. Hvor er Peters far? Kan han ikke bruge tættekam? Eller har han ingen hænder? I alt fald er det en skøn lille bog, som bør blive lige så kendt og populær som "Karius og Baktus".
Lucy & Lucifer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.