Løgnehistorier

Næsen vokser og vokser efter Pinocchio-modellen, men fortælleren bliver ubønhørligt ved! Baron Münchhausen har ikke levet forgæves, for helt urimeligt sære hændelser sprudler ud af siderne, når Danmarks løgnhals nummer ét ruller sig ud og samler sig og sine forbløffende oplevelser i småbunker, som han placerer i munden på et elleveårigt fortællerjeg, der i hvert fald efter eget udsagn kommer ud for lidt af hvert.

Trav-elgen Gustav Jönsson er gennemgående figur i en række af historierne, som desuden rummer ideer til hvidkåls-prut-drevne øko-lokomotiver, Hikke Rikkes succes med at fremføre Prins Ibs honnørmarch på blokfløjte og systematisk kysning af fortryllede og fortryllende frøprinser og prinsesser.

Det generer mig lidt, at forfatteren trækker i land omkring sandfærdigheden, hver gang han slutter en historie. Det kunne Münchhausen aldrig have fundet på! Men de sidste linjer kan oplæserfortælleren selvfølgelig bare springe over.

Hvis man ellers vil risikere det med næsen