De lærerstuderende er enig med mindretallet i FTF, som ikke kan anbefale, at hovedorganisationen indgår en aftale med regeringen på det grundlag, som finansminister Thor Petersen har fremlagt.
Det er godt, at regeringen anerkender behovet for forbedringer, men det er slet ikke nok, mener de lærerstuderendes formand.
"Det ville have været rigtig godt med en aftale, som gav lærere ret til løbende efteruddannelse og rettede op på økonomien i læreruddannelsen, for der er behov for begge dele. Men det første ville regeringen overhovedet ikke, selv om det fra starten var et af FTF's hovedkrav. Og selv om 100 millioner kroner til læreruddannelsen måske lyder af meget, så batter det altså ikke. Det er ikke engang nok til at fylde hullet ud efter de seneste års nedskæringer", siger Kresten Bang Heinfelt.
For få penge til for mange opgaver
LL-formanden stiller følgende regnestykke op:
Puljen på 100 millioner skal fordeles over årene 2008-11 til 18 seminarier via de 7 nye professionshøjskoler. Det giver cirka 1,3 millioner per seminarium.
"I stedet for denne lappeløsning burde man komme med en generel forhøjelse af taxameter-udbetalingerne, så forbedringerne kunne blive vedvarende", siger han.
"Det fremgår af udspillet, at pengene skal bruges til styrkelse af indsatsen mod frafald og til bedre vejleding - både generelt og i forhold til bacheloropgaven. Og, som der står, skal 'en del af midlerne endvidere anvendes til at lette de nyuddannedes overgang til beskæftigelse i grundskolen.'. Regnestykket viser desværre med al ønskelig tydelighed, at den enkelte lærerstuderende ikke kommer til at mærke ret meget til forbedringerne," siger LL-formanden, som bakker 100 procent op om Lærerforeningens nej.
"Det er ærgerligt, at FTF ikke kunne enes om et samlet nej, når nu finansministeren ikke ville komme med noget, som samlet kunne give en tiltrængt forbedring af det offentlige område", siger han.
LL's formand: Rigtigt at sige nej
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.