"Det ser ud som om, seminarierne ikke har fantasien til at spare andre steder end på undervisningen, og sammenholdt med den tendens der ses til, at seminarierne ser sig nødsaget til at bestå studerende uden de fornødne faglige kundskaber, blot for at sikre sig taxametertilskud, så ser det rimeligt sort ud for fremtidens læreruddannelse", sagde Jakob Andersen i sin mundtlige beretning på årsmødet på Silkeborg Seminarium.
Et minimumstimetal i læreruddannelsens fag, som kan sætte en nedre grænse for besparelserne har været et af de vægtigste ønsker i LL's arbejde for at påvirke de Christiansborg-politikere, som i øjeblikket er i gang med at lægge sidste hånd på en læreruddannelsesreform.
"Hvis en reform ikke skal være tidspunktet til at vende denne udvikling, hvornår kommer så næste mulighed?"
"Det er allerede tydeligt signaleret fra regeringen, at der ikke kommer flere penge i forbindelse med en reform. Det må på den anden side betyde, at politikerne må være overbeviste om, at det er muligt at udbyde kvalitetsuddannelse inden for den nuværende økonomiske ramme, samtidig med at der stadig skal være plads til årlige effektiviseringer. Desværre er det ikke en virkelighed, Lærerstuderendes Landskreds kan nikke genkendende til, for hvis dette er tilfældet, så må politikerne anerkende, at seminarierne med presset økonomi åbenbart har set sig nødsaget til at spare på undervisningen gentagne gange, og vi håber at organisationens insisteren medfører, at der indføres minimumstimetal i praktikken og i alle uddannelsens fag", sagde Jakob Andersen.
LL har mistet tålmodigheden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.