»Livsglæde i hverdagen« er endnu en af de mange selvhjælpsbøger, som udkommer i en uendelighed, og hvem vil ikke gerne have mere selvtillid, et positivt syn på tilværelsen, være mindre kritisk over for sig selv og andre samt have mere energi og større livsappetit? Bogen består af 18 kapitler, som hver især omhandler almene livsforhold såsom selvfølelse, kærlighedsforhold, arbejde, økonomi, fobier, intuition, prioritering af tid, forholdet til andre, at vælge rigtigt for sig selv, se lyst på tilværelsen. Der gives fyldige og klare råd, og hvert kapitel afsluttes med øvelser, der i sig selv er et selvstudium i personlig udvikling.
Bogens forfatter, Franciska Munck, skriver, at hun arbejder ud fra egne erfaringer som menneske og underviser, men har også taget en længere videregående uddannelse inden for det psykologiske område. Der er ingen tvivl om, at vi her har en meget vidende og (livs)klog kvinde, der åbenbart også har forretningssans og succes med en større kursusvirksomhed, der lanceres under navnet »Liv og lyst«.
Metoderne i hendes bog er enkle: Vi er alle mennesker med grundlæggende egenskaber, og det gælder om at kende vore stærke og svage sider. Dit liv er her og nu brug det fornuftigt. Find ud af, hvad der gør dig rigtig glad. Find et positivt livssyn frem, for smil og ros smitter. Ros din kæreste og din omgangskreds. Vær ikke bange for modgang, for det lærer man mest af. Og endelig: Husk på, at som du behandler dig selv, vil du også behandle andre. Vores forhold til os selv er et spejl til, hvordan vi har det med andre. Det er en lille, nem og meget letlæst bog, men vær varsom med det letlæste! Øvelserne i bogen og din egen refleksion over dem er bestemt ikke nemme og letkøbte. Det er kloge ord, som måske nok er set før i forskellige bøger, men det tager tid at tage alle de gode råd til sig og bruge dem. Du er, hvad du tænker, og tanker bliver som regel til handlinger, og derfor er dette en meget vigtig bog at give sig tid til i en stresset (lærer)hverdag.
Livsglæde i hverdagen hvordan du får mere ud af dit liv og dine muligheder
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.