Filosofien bag projektet og forskningsfirmaet er: Du bestemmer selv. Bare kul på. Tro på dig selv, dine egne værdier, dine egne mål. Bliv vinder. Tag ansvaret for dine egne beslutninger, din egen læring, dine egne ideer.
Den må være skrevet af efter den nye skolelov og lyder som inspektørens pep-talk og er som punchen til afgangsklasserne fuld af kønne planter; lutter fraser og patetiske postulater.
Ideen med at beskæftige sig med 'hvordan du har det med dig selv' over 13 emneområder - hvilket fag har i øvrigt den tid? - kan muligvis bruges af voksne, der melder sig frivilligt til et assertions-kursus, men folkeskolens tvangsindlagte elever skal altså ikke udsættes for hvad som helst, eksempelvis delemne 12. 'Eksistentielle problemer', hvor der seriøst fremsættes følgende forslag: 'Skriv et afskedsbrev til dine forældre, der fortæller, hvorfor du tog livet af dig'. Og 'Lav en novelle om en ung, der begår selvmord. Beskriv hvilke oplevelser og følelser, der går forud for selvmordet. Skriv også hvordan de efterladte reagerer'.
Mage til følelsespornografisk nekrofili har vi da vist ikke set før, og skriveøvelsen bør ikke sættes i gang. At et skolebogsforlag ikke har fundet anledning til en etisk oprydning i våset, er uforståeligt.
Kan under ingen omstændigheder anbefales til noget bibliotek.
Livet er dit. Tag det. Brug det. Skab det.
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.