Anmeldelse

Literaturkartei

- Damals war es Friedrich

Materialet henvender sig til 10. klasse og videregående undervisning. Den til grund liggende roman af Hans Peter Richter, som er udgivet i en dtv-udgave til 36 kroner, foregår i perioden fra 1925 til 1942, og temaet er en jødisk skæbne.

Det må hilses velkomment, at en god ungdomsroman bliver gjort til genstand for en pædagogisk bearbejdning som her, hvor der gives en lang række muligheder for at fordybe sig i såvel historiske som mere almenmenneskelige problemer.

Arbejdsbladene giver både mulighed for at arbejde mod bogens handling og med større projekter med udgangspunkt i bogen. Denne del skønner jeg mere egnet til de lidt ældre elever.

Omkring halvdelen af bogen består af en informationsdel med mange spændende og oplysende artikler, plakater og billeder om jøderne i Tyskland på den tid. Til slut i materialet findes et uundværligt redskab til læsning af romanen, en side for side-gloseliste.

Dejligt med et materiale med kød på, som samtidig tilgodeser differentiering.