Linjefaget historie

På trods af at påstanden i overskriften står til troende ifølge forskningschef Andreas Rasch-Christensens vellykkede forsvar af sin ph.d.-afhandling ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i år, så skal hvad sagde jeg-typen ikke glæde sig for tidligt. Det er nemlig ikke en traditionel teori/praksis-diskussion, Rasch-Christensens afhandling er ude i. Men selvfølgelig må man på læreruddannelsen medgive, at der er et problem, når det kan påvises, at uddannelsen ikke virker. Mildt sagt.

Andreas Rasch-Christensen har nu fået det officielle stempel som forsker. 14 linjefagsstuderende i historie er fulgt tæt umiddelbart før og undervejs i deres linjefagsstudium, så selve dataindsamlingen har taget godt og vel et par år. Videooptagelser af den enkelte studerende i praktikken er kvalitativt sammenholdt med et livshistorieinterview med den enkelte studerende og den studerendes omfattende logbogsskrivning igennem forløbet. Spørgsmålet er så, hvad der sker undervejs?

Kan man se, om den studerende ændrer opfattelse af sig selv som historielærer? Kan man se, om den studerende ændrer syn på elevers brug og forståelse af historie? Kort sagt: Er det undervisningen, der sejrer, beriger og nuancerer? Eller er det den studerendes forforståelser og medbragte skole- og læringsopfattelser, der i praksis får gennemslagskraft? Det er det sidste. Linjefagets effekt kan (måske) aflæses i den studerendes overvejelser om undervisning, men ikke i selve praksissen. Der er ingen spor. Der er med andre ord en sand parallelitet mellem den studerendes forhåndsviden og holdninger og linjefagets tilbud om læring. Den studerendes medbragte lægmandsopfattelse af god historieundervisning bliver således afgørende for egen praksis.

Selvom Andreas Rasch-Christensens forskningsarbejde koncentrerer sig om historieundervisning på læreruddannelsen og om de studerendes historieundervisning i skolen, så ligger det både på og mellem linjerne, at resultaterne i princippet kunne gælde megen anden linjefagsundervisning i læreruddannelsen. Det gør bestemt ikke udfordringerne mindre. Blandt andet peger afhandlingen på, at den studerendes erfaringsbaggrund og skoleerindringer nødvendigvis må italesættes og reflekteres i linjefagsundervisningen. Det biografiske og det fagdidaktiske "stof" må krydses. Og der må skabes broer mellem læreruddannelsens praksis og skolens praksis, så de forskellige læringskulturer virker positivt ind på hinanden i stedet for at være parallelle spor.

Rasch-Christensens afhandling på små 300 sider er i sagens natur langt bredere og mere nuanceret, end anmeldelsen kan give indtryk af. Og i øvrigt typisk kedsommelig af udseende. Men rasende interessant og relevant. Der er rigeligt at tage fat på.