Lillerød har to mødre

Vi har alle sammen behov for at vide, hvem vi kommer fra, og hvorfor vi måske befinder os et andet sted. Fjernsynet kan lave serier om det i primetime. Ugebladene kan sælge på tophistorier om problemet. Og i nogle familier er det blodsbåndet alvor.

Derfor er det sympatisk, at der kommer en bog, som ømt, varmt og stille smilende fortæller om baggrunden for at være adopteret og om kærligheden til den adopterede. Det sker forbilledligt i »Lillerød har to mødre«, som er henlagt til et herligt kængurumiljø. Netop disse dyr har så nemt ved at sidde og tale om tingene, fordi de er skabt med påmonteret stol.

Den grå kængurufamilie forklarer deres lille røde unge, Lillerød, at de har taget ham til sig, fordi hans egen mor ikke havde plads til ham. Hun havde fået for mange unger. Og de havde ingen fået, så det var ikke blot oplagt, at de åbnede pungen. Det var velkomment. Han er elsket! Mit problem med denne bog er, at den støder imod alt, hvad jeg har lært om pungdyrs yngelpleje. Og det er et problem for mig, for jeg grinede alle legemsdele i laser over svensk puritanisme og smålighed, da man i sin tid ikke ville købe »Cykelmyggen Egon« til svenske biblioteker, fordi han som hanmyg biologisk ukorrekt stak.

Men alligevel: hvorfor henlægge en adoptionshistorie til et kængurumiljø? Hvorfor anvende kænguruen i en sådan følelsesmættet historie og dermed afmontere børns interesse for dette dyrs helt unikke yngelpleje? Når nu historien kunne være fortalt mindst lige så stærkt med mennesker i hovedrollerne! En sympatisk bog i betænkelig skikkelse.