I første omgang bliver EHF en selvstændig afdeling i DLF. Foreningen bevarer sin politiske opbygning med egen hovedbestyrelse og fem sekretariatsmedarbejdere, men på længere sigt er planen, at foreningen slås sammen enten med DLF eller med andre fagforeninger til et større undervisningerforbund.
Det er Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen, der har rettet henvendelse til DLF om et yderligere samarbejde. I forvejen er EHF en del af DUS-samarbejdet (Danske Underviserorganisationers Samråd), hvor medlemmerne blandt andet kan få rådgivning om psykiske arbejdsmiljøproblemer. EHF er også medlem af Lærernes Centralorganisation (LC).
"Vi ser frem til samarbejdet. Vi har fælles interesser at varetage, og de vil kunne drage fordele af vores sekretariat", siger kontorchef for organisationskontoret i DLF, Laurits Lynge.
"Medlemmerne har brug for mere service end en lille organisation i dag kan klare, og det kan også være svært for de små fagforeninger at skaffe tillidsvalgte nok til arbejdet. I en tid med decentralisering og individuel løn er det svært for de små organisationer at honorere medlemmernes krav".
Laurits Lynge siger, at DUS-samarbejdet har skabt grobund for et yderligere samarbejde mellem organisationerne og med tiden et underviserforbund. Han tror, at andre små fagforeninger vil stå og strække hals, for at se om samarbejdet lykkes, om den lille forening bliver behandlet ordentligt og om det er økonomisk rentabelt.
Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen organiserer også uddannede håndarbejdslærere, folkeskolelærere og socialpædagoger.
Lille organisation indleder samarbejde med DLF
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.