Lille frøken Buks og de små sejre

Frøken Buks er bange for stort set alt: himlen, havet, dagen, natten, dyrene, bilerne, men ikke for blomsterne.

Det står til troende, ikke bare fordi det står skrevet i teksten, men også og måske især fordi denne bogs høje, smalle format giver en særlig stor/lille-effekt, som gør den himmel, der kan falde ned, større, og som gør store hunde enorme.

I bogens første kapitel spiller ord, illustrationer og bogformat helt konkret sammen om at vise, at bange-følelsen udspringer af øjnene, der ser. Verden er så stor, så stor, bange Bukse lille, kunne sangen lyde.

Men i de resterende tre kapitler konfronteres frøken Buks med alt det, hun er bange for. Og gennem disse møder, i selskab med vennen hr. Nabo, overvinder hun sin frygt for stort set det hele. Igen beskrevet i både ord og billedernes kompositioner.

Det er sjældent, man ser en så konsekvent tænkt og lige så konsekvent gennemført billedbog. Kun et billede har jeg problemer med, og det er på første opslag. Frøken Buks er bange for, at den høje himmel skal falde ned, og for at havet skal stige og løbe over. Her vælger Dorte Karrebæk en særdeles elegant drejning af perspektivet, så truende skyer og brusende bølger står i forlængelse af hinanden. Men resultatet er svært aflæseligt for målgruppen, de fem-niårige. Måske havde det været en mulighed at forskyde horisonten i stedet for perspektivet?

Men dette er en petitesse.

Bogen er en konsekvent og vellykket historie til enhver bangebuks, der skal se på virkeligheden og blive en uden synderlig bæven-buks.