Kærlighed og venskab, som jo er et yderst følsomt emne, bliver alsidigt og sympatisk taget under behandling her. Materialets forskellige dele hænger fint sammen og er i elevbogen overskueligt og brugbart opdelt i undertemaer. Der er foretaget et skønsomt udvalg inden for mange genrer, både de mere fakta-prægede og de overvejende fabulerende, så man kan finde tekster, der tiltaler forskellige elev- og lærertyper.
Det er således ikke sikkert, at enhver tysklærer vil føle det rigtigt med sin klasse at behandle teksten 'Wie Adam und Eva', der følsomt fortæller om to unge menneskers første samleje, men det er fint, at teksten findes i elevbogen. Om ikke andet kan den læses af interesserede elever, som kan få forstærket indtrykket af, at tysk kan handle om alt i livet.
Elevbogen er godt sat op med mange illustrative fotos og tegninger. Ret få af teksterne, nogle interwiev og sange er indtalt på bånd. Der er problemer med justeringen af talestemmerne, som ikke alle er lige tydelige og af samme styrke. På den anden side er det næppe et væsentligt problem for anvendelsen, og positivt set bekræfter det autenticiteten i materialet.
Lærerens bog har været anmeldt i Folkeskolen nummer 17, 1997. Yderligere kan nu tilføjes, at den hænger godt sammen med resten af materialet, som henvender sig til niende og tiende klasse, og hvor der findes prøvetekster til både FSA og FSU. Konklusionen bliver, at der er tale om et godt og fornyende materiale til tysk, som måske endda har muligheder for at blive anvendt til projektopgaver og lignende.
Liebe und Freundschaft
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.