I forbindelse med et sundhedsprojekt 'Din vej' under Vestsjællands Amt er der blevet udarbejdet et arbejdsprodukt bestående af to mapper – 'Lev og lære' og 'Gider (vi) forældrene?'. Den ene mappe, 'Lev og lær', som dækker sundheds- og seksualundervisningen samt familiekundskab for hele skoleforløbet fra børnehaveklasse til 10. klasse, er udarbejdet som et opslagsværk. Her finder man introduktion til faghæfte 21, emneplan med forslag til en fuldstændig læseplan for faget skoleforløbet igennem, en metodeguide og ideer til tværfagligt samarbejde.
'Lev og lær' er et godt og gennemarbejdet opslagsværk, som kan give inspiration til og overblik over det store fagområde inden for sundhedsundervisningen. Den store styrke i materialet er, at sundhedsundervisningen klassevis sættes ind i en større sammenhæng med skolens øvrige fag og giver anvisninger på, hvordan emnet behandles ud fra både faktaviden, den fysiske og psykiske side, selvværd, holdninger, påvirkninger, valg og adfærd. Hvis dette kombineres med det konkrete undervisningseksempel 'Frederik', hvor man gennem flere perioder følger en fiktiv person Frederik i forhold til sig selv, synes jeg, det bliver interessant. Det kan gøre undervisningen vedkommende og nærværende. De generelle anvisninger er dog kun givet i stikord og med enkelte eksempler. Det forudsættes, at læreren er bekendt med det store udbud af konkret undervisningsmateriale, der allerede findes på skolen. Materialet er derfor et bud på en fuldstændig læseplan – ikke et undervisningsmateriale.
Ligeså gælder det metodeguiden, som giver et kort indblik i forskellige metoder som storyline, fremtidsværksted, projektorienteret undervisning, ung til ung og drama. Metoderne er kun kort beskrevet. Hvis man ikke på forhånd kender til metodernes teori og praksis, kræver det en yderligere indsats at finde relevant litteratur, der omhandler den valgte metode.
'Gider (vi) forældrene?' er en introduktion til og et oplæg til diskussion om forældresamarbejdet generelt. Det er ikke specielt møntet på undervisningen i sundhedsemnerne. Spørgsmålene, der rejses, handler om, hvordan læreren kan sikre sig alle forældres aktive deltagelse i klassens ve og vel og øvrige aktiviteter, og hvor meget og på hvilke områder forældrene overhovedet skal have indflydelse. En interessant debat, men måske lidt for vidtfavnende i forhold til et konkret undervisningsområde. Det ville være mere relevant for læreren at få ideer til, hvordan sundhedsundervisningens nye tiltag og metoder formidles over for forældrene.
For begge mapper gælder, at for den lærer, der i forvejen kender lidt til og er interesseret i sundhedsundervisningens brede og tværfaglige perspektiv, vil materialet være en yderligere inspirationskilde. For novicen ligger der et stort arbejde forude med at sætte sig ind i konkrete materialer og metoder.
For de amter eller kommuner, som selv kunne tænke sig at udarbejde et projekt over sundhedsundervisningen, kan det anbefales at læse projektrapporten 'Din vej'.
Levog lær / Gider (vi) forældrene?
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.