Af Peter Bejder
32 sider, 80 kroner
Mañana
Fabler er godt og populært stof i indskolingen, og lærerne på de yngste årgange har med denne nye serie fået et vældigt godt og relevant materialetilbud på et overkommeligt lixniveau.
De fire første titler i serien består af tre oprindeligt græske fabler - samt én med oprindelse og udgangspunkt i Indien.
I 'Græshoppen og de små myrer' må græshoppen sande, at der ingen hjælp er at hente med at få føden om vinteren, når man har brugt hele sommeren til sang og spil. De flittige små myrer - med forrådskamrene fulde af korn - har ingen medlidenhed med den sangglade græshoppe - men derimod masser af latter og hån.
I 'Løven, ræven og hjorten' er dyrenes konge blevet alvorligt syg og ligger for døden. Den får besøg af den snu ræv, som lover at hjælpe den med at lokke hjorten til løvens hule, så dyrenes konge får lejlighed til at fortære dens hjerne og hjerte. Den snu ræv får i to omgange lokket hjorten til løvens hule - blot for selv at indtage de eftertragtede lækkerbiskener! 'Den kloge narrer . . .'.
I 'Mølleren, sønnen og æslet' skal mølleren og sønnen til marked for at sælge deres æsel og trækker af sted med det mod byen. Undervejs møder de en række velmenende mennesker, som alle har gode råd til fader og søn om transport med og på et æsel. Når man ikke tænker selv, men viljeløst forsøger at følge alle forskelligartede og mere eller mindre velmente råd, så går det galt! 'Man kan ikke gøre alle glade'.
I den indiske fabel 'Løven og geden' er den gamle ged blevet væk fra sin flok og søger ly i en bjerghule. Uheldigvis viser det sig at være løvens hule - men ved ikke at vise den mindste form for angst for dyrenes konge får den narret løven til at tro, at den er selveste dronningen over alle geder, som er på jagt efter ti løver. Løven søger råd hos sjakalen, der gennemskuer geden, men som dog ikke desto mindre lider et sørgeligt endeligt på grund af den gamle geds store visdom, mod og snuhed. 'Lykken står den kække bi'.
De fire letlæste fabler er sat med en velvalgt bogstavtype i en god åben sats med sort/hvide stregtegninger - nogle mere heldige end andre - på hvert sideopslag. Illustrationerne understøtter teksten helt udmærket. Forsideillustrationerne er farvelagte og indbydende - men det kunstneriske niveau i illustrationsdelen er relativt beskedent.
Hver bog afsluttes med realoplysninger om fabler, spørgsmål til teksten samt forslag til supplerende læsning om temaet.
Et godt tilbud omkring et populært tema med et sværhedsniveau, der gør materialet overkommeligt fra slutningen af 2. klasse.
Mogens Bille
Letlæsning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.