Af Peter Bejder
Serie: Læs Dansk Fakta
32 sider, 110 kroner
Alinea
Krokodillen
Af Kim Boye Holt
Serie: Læs Dansk Fakta
32 sider, 110 kroner
Alinea
Den brune bjørn
Af Helle Jefsen
Serie: Læs Dansk Fakta
32 sider, 110 kroner
Alinea
Ildsluger
Af Per Straarup Søndegård
Serie: Læs Dansk Fakta
32 sider, 110 kroner
Alinea
'Læs Dansk'-serien har indtil nu udelukkende været kendt for en række fine skønlitterære tilbud til den første selvstændige læsning. Med 'Læs Dansk Fakta'-serien spiller forlaget ud med - i første omgang - otte titler til den tidlige, faglige læsning.
Disse omhandler, som titlerne ovenfor indikerer, vidt forskellige, tværfaglige temaer - nemlig: 'Sørøver', 'Krokodillen', 'Den brune bjørn', 'Ildsluger', derudover 'Pygmæer', 'Stjerner', 'Kvælerslangen' og 'Orkaner'.
I 'Sørøver' gennemgår forfatteren sørøveriet i historisk belysning og får blandt andet fortalt levende og spændende om: sørøverliv - hierarki, straf, våben og kost. Endvidere kommer han ind på en række af historiens mere eller mindre kendte personligheder - mænd og kvinder - som har udødeliggjort et erhverv, som jo selv i dag praktiseres for eksempel i Asien. Jon Ranheimsæters finurlige og humoristiske streg bibringer bogen et klædeligt og charmerende 'glimt i øjet'.
'Krokodillen' giver læseren et vældigt fint indblik i de forskellige arter af et spændende krybdyr, som fylder de fleste af os med frygt og bæven. Krokodillen gennemgås kort omkring dets historie, udbredelse, formering - men først og fremmest koncentrerer forfatteren sig om det, krokodillen er frygtet for - nemlig som jager og dræber. Der er fotos på hvert sideopslag, der i fin kvalitet understøtter teksten.
'Den brune bjørn' får ligeledes i kort form fortalt en række fakta om et dyr, der som krokodillen har fyldt mennesket med frygt og ikke mindst fascination. Indledningsvis gives der en række realkommentarer om kolossens omfang, udbredelse og historie. Dernæst gennemgås blandt andet dens levevis, formering, kost og jagtmetode. Men bjørnen er jo også selv et jaget bytte, så derfor får forfatteren også fortalt, hvorfor det er vigtigt, at bjørnen og dets territorier fredes. Glimrende illustrationer på hvert sideopslag vil også gøre denne titel til populær læsning.
I den sidste af de fire titler, som jeg her vil tage med, er vi ovre i en helt anden boldgade - nemlig hos gøglerfolket. Ewan og Johan er gøglere, og forfatteren får med de to artister som hovedpersoner forklaret, hvordan det rent teknisk kan foregå, når man siger, at 'de sluger ild' og 'brænder sig' på kroppen.
Forfatteren betoner stærkt på de sidste sider, at det er meget farligt at eksperimentere med denne fascinerende leg - og det synes jeg er vældigt fornuftigt, da læseren forinden har fået opskriften på disse gamle gøglertricks. Flotte farvefotos følger hvert sideopslag, og som de tre førstnævnte titler vil 'Ildsluger' få ivrige læsere fra 3. klassetrin.
Serien er læsepædagogisk bearbejdet af Jytte Lau, og bortset fra den sidstnævnte titel har alle afslutningsvis et afsnit med forslag til supplerende læsning om emnet. Alle fire titler ligger omkring lix 20, og det gør serien særdeles velegnet til både selvstændig læsning og fælleslæsning fra 3. klassetrin som ovenfor angivet. Serien vil blive populær både på skolebiblioteket og på læseklinikken.
Mogens Bille
Letlæsning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.