Ungdomsfilmen "Leroy" fik i 2008 "Deutscher Filmpreis" for "Bester Kinder- und Jugendfilm". Nu har Mathilde Nygaard Beck skabt et prisværdigt materiale til filmen for 9.-10. klasse.
Filmen, som handler om den unge, sorte, begavede tysker Leroy, der forelsker sig i en pige med fem nynazistiske brødre, har en humoristisk og satirisk vinkel på svære emner som højreekstremisme, racisme, fordomme, venskab, kærlighed, søgen efter identitet og så videre.
Mediepakken indeholder mange forskellige opgaver af god kvalitet, som giver læreren nok materiale til elevdifferentiering. Flere opgaver tager udgangspunkt i strukturer fra Cooperative Learning, men ikke alle. Jeg er sikker på, at denne forskellighed, og at en del af opgaverne samtidig er sjove og underholdende, vil bidrage til øget indre motivation hos eleverne.
Elevernes "Vorwissen" aktiveres også hensigtsmæssigt, idet der findes et godt bud på stationsundervisning, som gennemføres, inden det egentlige arbejde med filmen påbegyndes. I det hele taget bliver dét at se film til en meget aktiv læreproces for eleven med dette materiale. Der arbejdes blandt andet med glosespil og sortering af ord, som kan have en positiv indflydelse på ordlagringen i langtidshukommelsen.
Men lærervejledningen formidler ikke kun, hvordan arbejdet i praksis kan forløbe. Den sætter også "Leroy" ind i en større sammenhæng i forhold til trinmålene efter 9. klasse. Et absolut gennemført værk, som vil være en lækkerbisken at arbejde med for såvel elev som lærer, mens det samtidig er et godt grundlag for de mundtlige prøver.
Leroy
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.