Carsten Overskov har et særligt tag på at skrive bøger om historiske emner, så årstal og facts stille og overbevisende udkrystalliserer sig til rigtig levende mennesker, der har været aktører i usædvanlige hændelser. Når han er bedst, skriver han sig ind i historieformidlernes Hall of Fame, hvor Lauring, Kjærsgaard og van Deurs venligt rykker sammen og giver plads.
I denne bog synes jeg, at indledningskapitlet til Leonoras beretning fra det københavnske Blåtårn lykkes bedst. De tyve sider om intriger og realpolitik ved hoffet under Christian den Fjerde og hans efterfølger giver et fremragende overblik. Corfitz Ulfeldts principløse vidtløftigheder og hans kones behændige intriger har ikke været sådan at få rede på. Det får man nu.
Bogen er en tolkning af et litterært værk og en god en af slagsen. Men man skal ikke sætte næsen op efter en letlæsningsudgave af "Jammersminde", som vi er nogle stykker, der forgæves har haft ude af reolen nogle gange. Overskov fortolker og forklarer bogen igennem, og det giver forståelse, men ikke en uafbrudt læseoplevelse af Leonoras bog. Til gengæld giver gennemgangen en god chance for at få læst sig igennem originalen.
Leonoras latter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.