Lejren

Barndommen overgår alle, står der på første opslag over et flor af kødædende planter med blodrøde, hjerteformede blade. Dobbelthederne er ildevarslende, og signalet holder i den grad stik: Børn føres med togvogne og busser til lejren, som har umiskendelig lighed med koncentrationslejrene, men de voksne bærer klovnekostumer. Over lejren står "Kærligheden besejrer alle".

Børnene bliver kronraget for at undgå epidemier, får deres navne erstattet af numre, alle deres ejendele bliver taget fra dem, de får uniformer og sparsom kost, de sover tre og tre i trange senge og producerer røde heste. Men en dag skal der være kalas, den lange pige, som spiller violin, bliver majet ud for at give koncert. Kort tid efter kaster hun sig ind i det elektriske hegn, der omgiver lejren. Alle børnene mister deres identitet, de fleste får udvisket deres drømme, mens sentenser fra deres tidligere liv af og til sniger sig foruroligende ind som meningsløse brokker.

Men en dag spilles høj og munter musik. Inspektøren ønsker dem tillykke med deres eksamen, og de overlevende stimler ud af lejren i lidt for stort tøj. En enkelt har gemt sig, og da han kommer ud, er lejren jævnet med jorden, og de kødædende planter ligger visnet, mens den drømmehejre, der har holdt ham oppe, står midt i de døde planter, mens der varsles nye børns komme i togvogne og busser.

Skildringen af barndommen er simpelthen så konsekvent grusom, at læsningen skriger på modsigelse.

Men sproget er så inciterende og nøgent og illustrationerne så grænsesprængende i en helvedets æstetik, at læseren på én gang må videre i fortællingen og stoppe op for at fordybe sig i sprogets og billedernes detaljer.

Dette kan simpelt hen ikke passe, det er at gå for vidt! Og så lykkes det alligevel Oscar K. og Dorte Karrebæk, disse to helvedes skabere, at riste både lærerlæserens associationer og refleksioner i denne skærsild: Hvor tit har jeg ageret klovn over for børn? Hvor ofte har jeg foranstaltet en optræden for at gøre det repetetive og testbare udholdeligt? Hvor mange har jeg fået til at kaste sig i det elektriske hegn? Hvor mange har jeg taget den inderste lyst fra? Og hvor mange har jeg udsultet i deres eget bedstes navn?

Bogen har vundet førstepræmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog. Og det er i den grad fortjent. Den er svær at komme uden om; den er umulig at være uberørt af.

Denne bog er mere aktuel en nogensinde, nu hvor der er konsensus om at give point til dem, der kan komme strømlinet og hurtigst gennem barndommen, hvor alle diskuterer efterlønnens afskaffelse, men hvor ingen interesserer sig for muligheden for barndommens anskaffelse.