Tidligere kredskasserer dømt for bedrageri

En tidligere kasserer i kreds 42, Lejre Lærerforening, blev torsdag dømt for bedrageri over for foreningen for 4,2 millioner kroner. Dommen blev afsagt Retten i Roskilde og lyder på to år og tre måneders ubetinget fængsel.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kredsformanden i Lejre, Marianne Lund, er tilfreds med afgørelsen, og med at den tidligere kasserer bliver straffet for det store tillidsbrud, som bedrageriet indebærer.

"Jeg er tilfreds med, at der er kommet en afgørelse, jeg er tilfreds med fængselsdommen, og jeg er tilfreds med, at dommeren lagde vægt på, at der var tale om et betydeligt beløb. Kassereren har misbrugt folks tillid", siger hun.

Bjørn Søby var kasserer i Lejre-kredsen fra 1980 til marts 2006, og det er i denne periode, underslæbet har stået på. Pengene er ifølge ham selv gået til privatforbrug Han kendte sig skyldig i et underslæb på 4,2 millioner kroner, men anklagen lød på 4,8 millioner kroner og et krav om tre års fængsel.

Sagen blev meldt til politiet i maj 2006. Marianne Lund fortæller, at politiets efterforskning har været færdig siden januar 2007, og at det har været belastende at vente så lang tid på en afgørelse.

"Dommen lød på to år og tre måneders fængsel, men anklagerens krav lød på tre år, så det er utilfredsstillende, at han får rabat på grund af sagens varighed", siger hun.

Tillidsbrud overfor medlemmer

Kredsformanden er især tilfreds med dommen på medlemmernes vegne:

"Det er virkelig et tillidsbrud, at man kan finde på at tage penge fra de mennesker, man er blevet valgt af".

"Vi gør os umage for, at medlemmerne ikke skal mærke, at vi kører med så stram en økonomi. Og fordi pengene nu bliver brugt til det, de skal bruges til, har vi trods omstændighederne en sund økonomi", siger hun.

I perioden, hvor sagen har stået på, har kredsen har klaret sig økonomisk ved at låne penge af hovedforeningen. Men kredsen vil være påvirket af underslæbet, ind til revisoren og forsikringen sørger for, at pengene kommer igen.

Powered by Labrador CMS