Civil ulydighed om elevplaner bunder i generel frustration

Lærer Asta Rasmussens afvisning af elevplaner bunder i en generel frustration blandt lærerne i kommunen, fortæller den lokale lærerforening. Foreningen understreger, at opgaven skal løses, men har stor forståelse for Asta Rasmussens argumenter.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg har været på klubmøder i kredsen, hvor lærerne er fantastisk frustrerede over, at de skal lave elevplaner. Men vi siger, at det skal de, for det er vedtaget af et flertal i Folketinget. Foreningen har jo prøvet at forklare politikerne, hvorfor det her er en dårlig ide at indføre lige nu, men det har de ikke lyttet til. Så derfor skal man lave elevplaner, og vi kan på ingen måde bakke op, at man vægrer sig mod at udføre arbejdet," siger kredsformand i Lejre Lærerforening Marianne Lund.

Men Marianne Lund kan godt forstå, hvad det er, der gør Asta Rasmussen frustreret ved elevplaner.

"Jeg synes også, at det er meget fint, at hun gør opmærksom på, hvad det er for problematikker alle lærere sidder i. For jeg oplever, at det påvirker lærerne psykisk, at de skal lave noget, de ikke kan gå ind for".

Marianne Lund håber ikke, at andre lærere vil gøre det samme som Asta Rasmussen, men med den voldsomme frustration, hun oplever blandt lærerne i kredsen, kan hun godt frygte, at andre vil følge trop.

"Jeg kender Asta som en meget kompetent og engageret lærer. Og jeg er sikker på, at det er noget, hun har overvejet meget nøje, inden hun har taget det her skridt. Men jeg kan jo på ingen måde bakke op om, at man sætter sin stilling på spil for noget, der er vedtaget i Folketinget," siger hun.

Powered by Labrador CMS