Forlig i bedragerisag fra Lejre Lærerforening

Lejre Lærerforenings tidligere kasserer blev i januar 2008 dømt for bedrageri for 4,8 millioner kroner. Bedrageriet stod på gennem 26 år. Nu har DLF indgået et forlig på 2,8 millioner kroner med den tidligere revisors forsikringsselskab.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forliget et indgået ud fra en betragtning af, at det er bedre at have 2,8 millioner på kontoen end 4,8 millioner i den blå luft.

"Jeg indgår ikke i et forlig, hvis jeg ikke kan gå ind for det. Vi ville jo allerhelst have haft alle de penge tilbage, som han har bedraget medlemmerne for, men det har ikke været muligt. Med risiko for at sagen skulle trække ud i rigtig lang tid, så er det et forlig, som jeg selvfølgelig går ind for, og som er det bedst mulige", siger formand for Lejre Lærerforening, Marianne Lund.

Forlig med revisorens forsikringsselskab

I maj 2006 meldte Lejre Lærerforening, kreds 42, den tidligere kasserer til politiet for underslæb, og i januar 2008 blev han idømt en fængselsstraf på 2 år og tre måneder for bedrageriet. Kassereren er erklæret konkurs og havde derfor ikke mulighed for at betale pengene tilbage til medlemmerne.

Derfor har foreningen søgt erstatning for tabet hos kredsens tidligere revisor, som efter kredsens mening ikke har levet op til god revisorskik.

"I stedet for at skulle køre en retssag om, hvorvidt revisoren havde ansvar i forhold til sagen eller ej, så blev vi enige om et forlig ", siger Marianne Lund. Forliget på 2,8 millioner kroner er indgået med revisorens forsikringsselskab.

Af de penge skal kredsen betale tilbage, hvad den har lånt centralt fra Danmarks Lærerforening til blandt andet advokatomkostninger. Resten skal fordeles mellem de tre kredse, som de daværende Lejre-medlemmer efter kommunalreformen befinder sig i. Det gælder kredsene i Køge, Roskilde og Lejre, og det er et regnskab, som nu er ved at blive gjort op.