Lad det være indrømmet: Fagbøger tryllebinder mig sjældent. De kan være interessante, ja, og jeg læser dem gerne, men at en fagbog også giver læseren en litterær og følelsesmæssig oplevelse, som gør det svært at lægge bogen fra sig, før sidste side er læst, er dog usædvanligt.
En sådan anderledes lærebog er »Legende nærvær«. Den er poetisk, fabulerende og samtidig skarpt realistisk og lærerig.
Gennem små skønlitterære iagttagelser og eventyrlige fortællinger tegner forfatterne små skitser fra pædagogen Evas møde med børn og kolleger på en ny arbejdsplads. Det illustreres fint, hvad de mener med »legende nærvær«, empati og indlevelse i børns legeunivers.
Eva har gode erindringer om en farfar, som mestrede fortællingens kunst, og dragen fra farfarens fortællinger spiller en vigtig rolle for hendes møde med børnene og i bogens eventyrafsnit.
De små prosastykker fortælles ud fra henholdsvis barnets og pædagogens perspektiv, og de lægger op til refleksion. Meget! Prosastykkerne kommenteres løbende af forfatterne, som sammenligner pædagogens legende nærvær og samspil med børnene med en jazzmusikers improviserede samspil med sit orkester, og jeg synes, at også bogens opbygning, dens vekslen mellem fiktion og virkelighed, er en meget fin og følsom lille komposition.
»Legende nærvær« kan varmt anbefales til alle, som færdes blandt børn, som leger.
Legende nærvær
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.