Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Legelæsning eller læselege

Om udvikling af en koordineret, tidlig indsats

Gorm Uhrenholdt
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Ny bog om tidliglæsning

Tidlig indsats for læsning er en antologi - artikler, projektbeskrivelser med videre - samlet og redigeret af Dansk Videnscenter for Ordblindhed. Bogen er dels inspireret af mediedebatten, som fulgte den internationale læseundersøgelse, dels er den en præsentation af, hvad videnscenteret arbejder med, og endelig en status over kampagneåret 1993: Tidlig indsats - bedre fremtid, som Landsforeningen for Ordblindesagen gennemførte.

Som målgruppe for bogen nævnes først forældrene til begynderlæserne, og her specielt forældrene til de børn, som allerede har begyndende læseproblemer, eller som har risiko for at få det. Derudover er målgruppen de forskellige faggrupper, som har med børnene at gøre, sundhedsplejersker, børneinstitutionspersonale, børnehaveklasseledere, dansklærere, bibliotekarer samt talepædagoger, konsulenter og psykologer.

Det er et godt initiativ og en god hensigt at præsentere en række faglige artikler og beskrivelser af pædagogiske praksis for at 'forældre kan . . . få indsigt med pædagogiske tiltag for at støtte børnenes udvikling'.

Spørgsmålet er blot, om det bliver tilfældet med denne udgivelse.

Det er ikke, fordi bogen ikke rummer mange velskrevne indlæg, hvoraf mange i øvrigt er kendt fra tidligere sammenhænge, men det kan være godt nok at samle dem på dette sted. Det er, fordi bogen efter min opfattelse rummer nogle vanskeligt forenelige indlæg.

Når man på den ene side læser Carsten Elbros artikel, side 59, om at forudsige ordblindhed, Jørgen Frosts artikel, side 75, om forebyggende arbejde i børnehaveklassen, Jan Niedersøes artikel, side 127, om opsøgende arbejde på Bornholm, Jørgen Christian Nielsens artikel, side 138, om tidlig testning af børnenes læseforudsætninger, Käte Dueleds beskrivelse, side 151, af et projekt i Køge om tidlig testning, og Liv Engens artikel, side 171, om intensiv undervisning af elever med læsevanskeligheder i 1. og 2. klasse, så fremtræder der her en noget firkantet opfattelse af læsning og læseindlæring, som er karakteriseret ved, at man tidligst muligt skal foretage en eller anden form for testning af børnene, for effektivitetens skyld gerne af alle børnene i årgangen. Der præsenteres i de nævnte og i andre af artiklerne forskellige testsystemer, som kan anvendes til dette formål. Dette skal så efterfølges af en tidlig indsats, for eksempel et træningsprogram, som i indlæggene omtales forskelligt, men hvor begrebet fonologisk opmærksomhed, altså samordning af sproglyd og bogstavtegn, gang på gang fremhæves som meget basalt. Det kan hedde det sproglige 'opmærksomhedsprogram' fra Bornholm, det kan hedde et 'lydkursus', og det skal være et 'regelmæssigt struktureret forløb'. Selv om det ikke omtales som formel træning, men tværtimod som leg, så bliver det nok svært at fastholde dette i praksis.

Når man på den anden side læser Kjeld Kjertmanns artikel, side 98, om 'legelæse eller læselege?', Gert Gambys artikel, side 152, om læsning uden bogstaver, og beskrivelserne fra Ishøj Kommune af Peter Jensen, side 202, Bodil Petersen, side 204, Ghita Petersen, side 205, Ingrid Christoffersen, side 207, og Sussie Grosset, side 208, om denne kommunes indsats for læsningen i børnehaven og i skolen, så fremtræder der en opfattelse af læsning og læseudvikling, som bygger på børnenes egen sproglige og skriftsproglige eksperimenteren. Hvor den pædagogiske indsats består i at opmuntre og understøtte denne og skabe et skriftsprogsstimulerende miljø omkring børnene. Som det så flot gøres rede for af Kjeld Kjertmann, så er der en stor og afgørende forskel på, om det er børneinitieret og voksenunderstøttet legelæsning, eller om det er voksenstrukturerede og voksenstyrede læselege.

Der er altså tale om to markant forskellige opfattelser baseret på hver sit dannelsessyn. Det er ikke nogen overraskelse; disse forskellige synspunkter møder vi ofte i læsedebatten. Og der kan være rimelighed i at lade begge synspunkter komme til orde i en antologi om tidlig indsats for læsning.

Men da et erklæret formål med udgivelsen er at hjælpe forældre og forskellige fagfolk med afklaring af, hvad man skal stille op med den tidlige læsning, så er det næppe hensigtsmæssigt at lade disse opfattelser optræde ukommenteret side om side.

Man burde have præsenteret dem som de forskellige opfattelser, de reelt er, og ikke blot lade som om alle er enige. Det kan kun forvirre såvel forældre som fagfolk.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Legelæsning eller læselege

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS