Leg og Læring

Dette nye begreb bruges af snart sagt alle politikere, skolefolk, pædagoger og medier. Det lyder godt. Det ligger fint i munden. Og frem for alt er det kommet til at signalere udvikling.

Det, der undrer mig, er, at når folk beskriver fænomenet, er det altid strukturen, der fokuseres på. Jeg ville sætte pris på at erfare, hvad de pædagogiske tanker bag 'Leg og Læring' er, for det er min opfattelse, at børnehaveklasseledere, der i mange år har arbejdet i folkeskolen, vil kunne genkende egen praksis, når de hører andres forklaring på, hvad de lægger i fænomenet.

Når børnehaveklassen arbejder med emner, er det en meget brugt arbejdsform at tage udgangspunkt i, hvad børnene selv ved om emnet. Det kan for eksempel være familien. Herefter deles børnene ind i grupper, der skal (lege) forestille sig, at de er en familie. De skal digte figurer og dernæst omsætte tankerne i dukker, der bor i en eller anden bolig. De voksne skal have et arbejde og nogle funktioner, men hvad med børnene? Går de i skole? Vuggestue? Børnehave? Eller? Hvad laver de, når de har fri? Hvad er deres livret? Er der kæledyr i huset? En dag kommer der nogle på besøg i huset. Hvem?

Det, der gang på gang slår mig, når jeg arbejder på denne måde med min klasse, er dels den glæde, børnene viser ved at blive taget alvorligt som eksperter på et område, de kender, dels den iver, hvormed de kaster sig ud i halsbrækkende konstruktioner af for eksempel underjordiske huler, som deres geologfar arbejder i, eller den borg med fangehul og das i tårnet og så videre, som de forestiller sig, at de bor i. Der er masser af problemløsning i at konstruere noget, der ligger uden for det almindelige hus' rammer.

Når det så kommer til, at husene skal indrettes, er det næsten helt umuligt at forhindre, at børnene begynder at lege med dukkerne i husene. De laver fodboldbane i 'haven', ponyridningsbane, svømmepøl eller?

Nu går dukkerne på besøg hos hinanden, og børnene legeskriver breve for at invitere hinandens dukker på besøg. Dukkerne får nyt tøj, og møblernes antal bliver ved med at stige, efterhånden som børnene får ideer ved at se på hinandens frembringelser. I denne fase hjælper børnene hinanden meget. De er bestemt ikke karrige med fiduserne, og de oplever sig selv som formående mennesker, der har noget at øse ud af.

Så begynder de 'rigtige' glade forældre at dukke op om morgenen trukket helt ind i lokalet af deres begejstrede pode, der vil vise, hvad det selv har frembragt i samarbejde med 'familien'.

I denne arbejdsform vil jeg hævde, at der ligger både undervisningsdifferentiering, barnet i centrum for egen læring og socialt samspil med andre børn og voksne. Børnene får brug for deres fantasi og forestillingsevne, problemløsningsevne, fleksibilitet - fortsæt selv!

Hvis det er sådan noget, der menes med 'Leg og Læring', så er jeg 100 procent for, men set med mine briller er det ikke nødvendigt at bryde strukturen helt om for at lave denne slags teamarbejde. En time oven i de fire, som man for indeværende har mange steder, ville være tilstrækkeligt til at give tid og ro og fordybelse. Og det var nok ikke så ringe endda!

Lise Buhr er børnehaveklasseleder