Ole Fogh Kirkeby gav på konferencens første dag i går de 250 deltagere et filosofisk indblik i hemmeligheden bag succesfuld ledelse og kom undervejs med strømpile om, at en leder skal kunne begrunde sine handlinger, evne at male fremtiden for medarbejderne og være i stand til at lovprise eller dadle medarbejderne. Med andre ord skal lederen kunne få andre til at gøre det, han synes, de er gode til.
"Når jeg siger det til erhvervsledere, spørger de altid, om det ikke bare er almindelig dannelse. Når jeg svarer, at de som ledere har en særlig forpligtelse til at være ordentlige mennesker, bliver de helt stille", fortalte Ole Fogh Kirkeby, der leder Institut for ledelse, politik og filosofi og Center for kunst og lederskab på Handelshøjskolen i København.
Skeptikere frygter, at den megen fokus på øget faglighed i folkeskolen vil gå ud over arbejdet med dannelse. Men dannelse og kultur har alle dage været skolens opgave, fremhævede professoren.
"Er der et sted, hvor der skabes videndeling, så er det i skolen. Kernen i vores kultur er at dele viden, fra et barn er lille, til det stiller træskoene".
Ole Fogh Kirkeby trak hele tiden spor tilbage til de gamle grækere og deres tanker om mennesket i forhold til samfundet.
"Grækerne dannede basen for vores kultur. Vi smykker os med fjer, vi har lånt af grækerne. Det gjorde romerne også. De oversatte de græske kernebegreber, indtil det blev forbudt at hente filosofer til Rom fra Grækenland. Gad vide, om det også bliver forbudt at bruge ord fra amerikansk management", filosoferede Ole Fogh Kirkeby og vendte så tilbage til dannelse.
"Vi bliver klogere af at udføre det gode, men vi er selvfølgelig afhængige af, hvad det gode er. Grækerne havde akademier, hvor ledere lærte at vende deres liv mod det væsentlige. At afklare sit værdigrundlag i lyset af det gode liv. En skoleleder må kunne argumentere ud fra menneskelige normer, når han møder politikere, som har fået bundlinjer på hjernen og derfor føler sig kaldet til at se al offentlig virksomhed i økonomiske termer".
På baggrund af sin forskning har Ole Fogh Kirkeby skabt 12 dyder for ledere.
"En dyd betyder, at man er dygtig til noget. Og så kan man nok ikke lade være med at arbejde på at blive endnu dygtigere", sagde han.
De 12 dyder er:
1. Lederen skal være fællesskabets tjener, afstikke kursen og stå inde for sine beslutninger.
2. Lederen skal være fuldt afklaret om sit valg af lederrolle og skal evne at vælge og fastholde sine principper for fællesskabets skyld.
3. Lederen skal være retskaffen og give en nøgtern, saglig og støttende kritik. Lederen skal også selv kunne modtage kritik.
4. Lederen skal evne at forvandle tanke til handling og teori til praksis.
5. Lederen skal have dømmekraft og skal kunne se 'hullerne' i begivenheden.
6. Lederen skal altid kunne sætte sig i den andens sted.
7. Lederen skal have fornemmelse for øjeblikket og evne at forudsige, forstå og foregribe.
8. Lederen skal skære igennem og tage ansvaret for at beslutte, selv om der mangler informationer - og samtidig være i stand til at gøre rede for sit valg.
9. Lederen skal have virkelighedssans og kunne bære det ubehagelige med let sind.
10. Lederen skal kunne formidle - lederen skal kunne og ville forklare og skabe forståelse.
11. Lederen skal forestå organiseringen og lade nye former blive til.
12. Lederen skal inkorporere de værdier og normer, organisationen står for: Gøre det, han siger, og være det, han gør.
Lederen skal være et dannet menneske
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.