Af Poula Helth og Anette Schulin-Zeuthen
95 sider, 239 kroner
Schultz Forlag
Undersøgelser viser, at løn ligger langt nede på listen over forhold, der virker motiverende på medarbejdere. På førstepladsen finder man de faktorer, der virker ind på, hvor interessant og spændende arbejdet er.
Men nye lønformer er på vej ind på de offentlige arbejdspladser. Mange steder er de indført, og på skoleområdet kommer de måske inden længe også til at berøre lærerne!
'Ledelse med ny løn' er altså nok snart en realitet for skolens ledere, og det er da også titlen på en usædvanlig læseværdig og overskuelig bog om emnet.
Den henvender sig bredt til decentrale ledere på kommunale driftsområder og institutioner - dermed også folkeskolens ledere.
På fornem vis beskrives, problematiseres og eksemplificeres moderne ledelse, hvor løn bliver et nyt - blandt mange andre - ledelsesredskab.
Lederens udfordring bliver at kunne koble lønpolitik og ledelse. Han skal ikke blot være en faglig leder, men også kunne håndtere en rolle som egentlig personaleleder. Men 'gives løn i sammenhæng med andre positive incitamenter som for eksempel spændende og interessante opgaver, opbakning og støtte fra lederen, mulighed for selvstændighed og ansvar i jobbet, så vil lønnen have en positiv og motiverende effekt'.
'En åben og positiv ledelsesstil vil føre til vækst og udvikling og fremme de gode og kreative sider hos medarbejderne'.
Den gode leder 'har mod til at beslutte, er ikke fri fra, men fri til at gøre det, der skal gøres. Han har position i kraft af fællesskab, han er et værdigt menneske, og så har han fornemmelse af timing'.
'Den gode leder er oprigtig - hvor oprigtighed ikke er en tilstand, man kan beslutte'.
Bogen er, som det fremgår, gennemsyret af et spændende syn på moderne ledelse, og er således et godt bud på, hvordan nye lønformer - brugt rigtigt (!) - kan være et aktiv, der kan befordre udvikling og arbejdsglæde.
Meget inspirerende, lærerig og praktisk orienteret bog, som alle skoleledere og lærere - ikke mindst de skeptiske - bør give sig tid til at læse.
Ole Jakobsen
Ledelse, Ny løn
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.