Strejken er varslet, fordi der endnu ikke er nået et forhandlingsresultat for de lærere, der i forbindelse med kommunalreformen skiftede arbejdsgiver fra amterne til en ansættelse under staten.
"I forhold til de øvrige offentlige arbejdsgivere er organisationernes tilpasningsforhandlinger for længst faldet på plads, men netop finansministeren ønsker tydeligvis ikke at respektere de ansattes nuværende vilkår", siger formanden for Lærernes Centralorganisation, Anders Bondo og kalder det uforståeligt, at staten ikke i det mindste har villet forlænge lærernes hidtidige overenskomst, som alligevel skulle have været genforhandlet næste år.
"Vi kan naturligvis ikke lægge medlemmer til en aftale, der drastisk forringer de eksisterende løn og arbejdstidsforhold, blot fordi de skifter offentlig arbejdsgiver, sådan som Personalestyrelsen har krævet".
Strejkevarslet gælder lærerne på de tre social- og sundhedsskoler og VUC-centrene i Sønderjylland og på Djursland, som er organiseret i flere forskellige fagforeninger under henholdsvis Lærernes Centralorganisation og Statstjenestemændenes Centralorganisation COII. Danmarks Lærerforening organiserer de ernærings- og sundhedsuddannede undervisere på social- og sundhedsskolerne. Strejken bliver naturligvis aflyst, hvis det lykkes at opnå enighed mellem Finansministeriet og lærernes organisationer om en ny overenskomst, og den kan også blive udskudt af forligsmanden, hvis vedkommende vurderer, at der er en forhandlingsløsning i sigte.
Allerede på fredag træder den varslede blokade i kraft, der medfører, at ingen medlemmer af Danmarks Lærerforening må søge job på eller lade sig ansætte på en social- og sundhedsskole eller et VUC-center.
LC varsler strejke på tre sosu-skoler fra 16. april
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.