Latteren i hjertet

Kåre Bluitgens nyeste roman "Latteren i hjertet" er noget lang i spyttet, og som læser skal man læse langsomt og hele tiden forsikre sig selv om forståelsen. Romanen slås an med en dommedagsscene, hvor hovedpersonen – en dansk dreng på cirka 12 år – venter på at dø, hvis han da ikke allerede er død. Dernæst læser vi i et flashback om, hvordan drengen og hans far rejser til Afghanistan, hvor faderen skal lede et byggeprojekt. Det virker en anelse mærkværdigt, at man sideløbende med krig og ødelæggelse samt indkvartering på en base også har byggeprojekter og i den forbindelse tager sit barn med, men sådan er det.

I det hele taget er kulissen – krigen i Afghanistan – måske i virkeligheden romanens omdrejningspunkt og ikke den klicheprægede kærlighedshistorie, frihedsberøvelsen, flugten og det uundgåelige arrangerede ægteskab mellem den purunge kønne pige, som vores hovedperson har forelsket sig i, og den tudsegamle mand.

Der er alenlange beskrivelser af skik og brug i Afghanistan, som nærmest virker didaktiserende på læseren. Vi belæres om, hvor forfærdeligt det er, at kvinder undertrykkes, som de gør, at de ikke selv vælger, hvem de vil giftes med, at de bliver gift i en meget tidlig alder og så videre. Dernæst tillægges vores hovedperson nogle for mig at se voksne følelser, for eksempel: "Og jeg kikkede ind i hendes (øjne). Derinde fandt jeg en følelse i mig selv, jeg ikke vidste eksisterede. En følelse af at være nøgen uden at være flov".

Romanen kræver meget formidling, hvis den skal anvendes som værklæsning i folkeskolen. Men måske kunne den læses som frilæsning af elever, der har et vist læseniveau, så blandt andet romanens komposition og handling ikke volder problemer.