Latrin

I 1882 var den såkaldte Hygiejnekommission på tilsynsrejse i Nordjylland og beskrev chokeret de sanitære indretninger: »Retiraderne i ikke mindre end 34 af de skoler, der besøgtes, vare i en tilstand, der lod formode, at de ikke vare rengjorte i åringer; ekskrementer lå sine steder langt op over sæderne, og væggene vare overordentlig uhumske«.

På toilettet

Der er ikke ret mange skoleelever, som i dag beder om lov til atgå i gården, og det gamle tabuområde er svækket, i takt med atudtrykkene nu er hverdagskost, og det næsten til overmål. Film erpissegode, man kan være på skideren, det hele kan være noget lort,røvsygt og pisseligegyldigt. I børnehaver og skoler kan de mindrebørn ganske frimodigt råbe, at de skal lave lort, og mange stederbliver de ikke bedt om at udtrykke sig anderledes. Egentlig bryderjeg mig ikke om disse specifikationer. Det må være en privat sag,om man går på toilettet for at skille sig af med faste ellerflydende affaldsstoffer. Sådan set vil jeg gerne være fritaget. Menvoksne har stadig visse benævnelsesproblemer. Ordet tisse virkerlidt barnligt, pisse er ikke helt stuerent, ej heller lave lort, oglave pølser er heller ikke gangbart. Vi spiser og drikker med stortvelbehag, men har stadig ondt ved at finde ord for, at vi skal afmed noget af det igen.

På das

At legemet skiller sig af med affaldsstoffer, er traditioneltopfattet som noget, man ikke taler om. Det er et gammelttabuområde; det er lettere at benævne stedet, hvor sådan nogetforegår, selv om også betegnelserne for det kan være præget afomskrivninger, eufemismer. Tidligere brugte man udtryk som das(norsk do), lokum (som betyder »sted«), gå for sig selv, manforrettede sin nødtørft, eventuelt på det lille hus. Det sidsteudtryk kan afspejle, at man undertiden byggede et lille anneks tillejligheder og huse; toilettet var endnu ikke en integreret del afboligen.

Mænd kunne, når det drejede sig om bimmelim (modsat bummelum),slå en streg. I min skoletid kunne man, når det pressede på iskoletiden, høfligt anmode om at gå i gården, pigerne kunne diskrethenvise til, at de var fritaget – en rendyrket eufemisme forfritaget for gymnastikundervisning på grund af menstruation.

Kommissionen var nedsat på grund af bekymring for, om skolegang rent faktisk var helbredsskadelig, og den havde til opgave at undersøge og komme med forslag til forbedring af »skolens sanitære misligheder«. Konklusionen i dens beretning var klar: Hvad enten man talte om priveter, retirader, det lille hus eller latriner, så var skolens sæder i forfald.

Der var risiko for både børnenes moral og helbred, når latrinernes indhold gik direkte i grundvandet, når elever sad ved siden af hinanden på et langt bræt med huller ned til samme tank, eller når toilettet var en potte, der blev taget ud af et skab og stillet bag en skærm i skolestuen.

Hensynet til hygiejnen krævede handling, men endnu i 1935 kunne læge J.S. Møller fra Kalundborg offentliggøre en undersøgelse af 117 skoler og konkludere, at muligheder for håndvask var yderst begrænsede, og at kun to skoler havde papir til aftørring efter toiletbesøg. Toiletforholdene var generelt usle, og drikkevandet var – selvom det smagte udmærket – ofte inficeret med colibakterier. Lægen understregede, at ikke kun børnenes helbred, men også deres sans for renlighed og ordentlighed led overlast ved skolernes lemfældige hygiejne.

I byernes store skoler stod det lidt bedre til, men børnene måtte stadig gå i gården. Man skulle langt op i 1900-tallet, før toiletter blev placeret i selve skolebygningen. Det skete blandt andet med en ny pædagogisk tilgang, der vægtede det trygge, nære og hjemlige i både bygningens og klasselokalets indretning.

Renoveringer og nybygninger løste efterhånden meget, men sliddet fra tusinder af børns brug gennem årtier præger mange skolers toiletter og baderum. Skolen er ikke kun et sted, hvor der kommer noget ind i børns hoveder, men også et sted, hvor der kommer noget ud af deres ender.