I 1882 var den såkaldte Hygiejnekommission på tilsynsrejse i Nordjylland og beskrev chokeret de sanitære indretninger: »Retiraderne i ikke mindre end 34 af de skoler, der besøgtes, vare i en tilstand, der lod formode, at de ikke vare rengjorte i åringer; ekskrementer lå sine steder langt op over sæderne, og væggene vare overordentlig uhumske«.
Kommissionen var nedsat på grund af bekymring for, om skolegang rent faktisk var helbredsskadelig, og den havde til opgave at undersøge og komme med forslag til forbedring af »skolens sanitære misligheder«. Konklusionen i dens beretning var klar: Hvad enten man talte om priveter, retirader, det lille hus eller latriner, så var skolens sæder i forfald.
Der var risiko for både børnenes moral og helbred, når latrinernes indhold gik direkte i grundvandet, når elever sad ved siden af hinanden på et langt bræt med huller ned til samme tank, eller når toilettet var en potte, der blev taget ud af et skab og stillet bag en skærm i skolestuen.
Hensynet til hygiejnen krævede handling, men endnu i 1935 kunne læge J.S. Møller fra Kalundborg offentliggøre en undersøgelse af 117 skoler og konkludere, at muligheder for håndvask var yderst begrænsede, og at kun to skoler havde papir til aftørring efter toiletbesøg. Toiletforholdene var generelt usle, og drikkevandet var – selvom det smagte udmærket – ofte inficeret med colibakterier. Lægen understregede, at ikke kun børnenes helbred, men også deres sans for renlighed og ordentlighed led overlast ved skolernes lemfældige hygiejne.
I byernes store skoler stod det lidt bedre til, men børnene måtte stadig gå i gården. Man skulle langt op i 1900-tallet, før toiletter blev placeret i selve skolebygningen. Det skete blandt andet med en ny pædagogisk tilgang, der vægtede det trygge, nære og hjemlige i både bygningens og klasselokalets indretning.
Renoveringer og nybygninger løste efterhånden meget, men sliddet fra tusinder af børns brug gennem årtier præger mange skolers toiletter og baderum. Skolen er ikke kun et sted, hvor der kommer noget ind i børns hoveder, men også et sted, hvor der kommer noget ud af deres ender.
Latrin
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.