Lamme kan komme til at skrive med højteknologisk tungetastatur

Mennesker, som er blevet lamme, får nu mulighed for igen at kunne bevæge en kørestol, skrive breve eller tage telefonen, skriver fagbladet Ingeniøren. Det sker ved hjælp af et minitastatur, der betjenes med tungen. Ti af de 18 felter fungerer som en gammel Nokia-mobil, hvor tast 2 er ‘a’, ‘b’ og ‘c’, tast 3 er ‘d’, ‘e’ og ‘f’ og så videre. ”Det vil tage nogle uger, før man kan skrive længere tekster hurtigt. Men det giver helt nye muligheder for de handicappede, at de ikke er afhængige af en hjælper til at skrive for dem. Det giver dem et privatliv, men også en mulighed for at arbejde”, siger Gert Spender, direktør i TKS A/S, som er en spinoff-virksomhed fra Aalborg Universitet. iTongue kommer på markedet til efteråret og vil koste i omegnen af 90.000 til 120.000 kroner.

Ingeniøren: Trådløst tungetastatur giver kørestolsbrugere nye muligheder