Læsning i praksis

To gode videoer om læsning

I videoen 'Ordblindhed, det skjulte handicap' fortæller forfatteren og præsten Johannes Møllehave indledningsvis om en dyslektisk søn, der nu klarer sig godt ved sit engagement og ved at trække på sine stærke sider.

Kontorchef ved Københavns Universitet Jakob Lange skjuler ikke de vanskeligheder, han har mødt på grund af sin dysleksi. Han har overvundet sit handicap holdningsmæssigt, men det er stadig markant. Dyslektikere og andre svært læsehandicappede, der har fået succes, opfordres til at stå frem, så alle kan se, at det kan nytte at arbejde ud fra sit handicap: Det tager længere tid at lære at læse og skrive, men den tid må man så bruge.

Konsulent i Undervisningsministeriet Poul Erik Pagaard opridser i klar tale de muligheder, der er (der skal være!) i den skole, hvor barnet går. Den på læsningens område meget ringe læreruddannelse trækkes stilfærdigt frem. I forbifarten nævnes det, at der generelt er brug for viden om læsning i skolen.

Forskningsprofessor Carsten Elbro omtaler den betydning, som arven ofte har ved dysleksi. Stringent og kompetent lægges viden frem, nok i et tempo, der kræver, at videoen spilles en gang ekstra; men det kan både informationerne og videoen generelt bære.

Ordblindepædagog, cand.jur. Niels Ole Sølberg forventer, at forældrene til det dyslektiske barn er ihærdige - de skal presse skolen til at handle. Det er ideelt set korrekt og ikke altid realistisk. Der peges videre på klasselærerens, dansklærerens, centrale rolle, ikke mindst som den første person, forældrene skal henvende sig til. Forældrenes centrale rolle understreges også her.

Den tidligere formand for Landsforeningen for Ordblindesagen, Jens Rasmussen, lægger ærligt sine egne problemer frem, peger på, at det kan nytte at arbejde med handicappet, og slutter: 'Livet er for kort til at gøre problemerne for voldsomme'. Det er flot sagt, for netop - om nogen - kender Jens Rasmussen den ordblindes vanskeligheder!

Langt de fleste undervisere inden for området er kvinder, og det er ganske ofte moderen, der møder op på skolen for at tale barnets sag. Derfor er det påfaldende, at kun én ud af syv eksperter, der i øvrigt er eksperter på feltet, er kvinde: Birgit Dilling Jandorf, centerleder ved Dansk Videnscenter for Ordblindhed, argumenterer ikke blot med sikker viden, men også med megen vægt. Kommentaren om, at læreren skal være fagligt kompetent til at undervise i læsning, skildres på en måde, der ikke giver problemer på den skole, hvor videoen bruges, og som alligevel siger noget afgørende om læreruddannelsen.

En enkelt episode skildrer ufrivilligt undervisningens hverdag: Den eneste bog, der optræder, er en (i øvrigt god) særdeles slidt bog fra '64; ganske vist 1964. Men så kom virkeligheden også frem her. Det øvrige undervisningsmateriale, der ses i de ret få klip, der er fra undervisningen, er ordkort, computer med syntetisk tale og arbejdshæfter.

En bredere skildring af undervisningens hverdag havde ikke skadet; men netop dét er noget, den lokale skole må fortælle om. Skolen kan også forklare, hvorfor der ikke altid er de tilbud til dyslektikere og andre læsehandicappede elever, der burde være en selvfølge.

I alle henseender en video, der er lødig, og som vil være en god optakt ved en forældreaften. Her må skolens egne folk inden for både specialundervisning og den almene undervisning ikke blot være til stede, men være klar til diskussion.

Erik Håkonsson skildrer i videoen 'Læsning - er ikke bare læsning' forskellige indfaldsvinkler til begynderundervisning i læsning. Det er valgt at skildre 'tilegnelse af læsning i planlagte sekvenser' over for 'tilegnelse af læsning ved kommunikation' - to indfaldsvinkler, der fremstilles med påpegning af disse 'læsemetoders' stærke og svage sider.

De medvirkende elever, forældre og lærere er godt valgt. Videoen er optaget i Århus på Tranbjerg Skole, hvorfra der generelt er sivet en aktiv og venlig holdning ind i videoen.

Erik Håkonssons forbindende kommentarer bløder op på det medfølgende teksthæftes glæde ved én af metoderne. Håkonsson lægger ikke skjul på, at også han foretrækker den læseindfaldsvinkel, der især karakteriseres ved ordet 'kommunikation'. Men denne præference skildres ærligt; en holdning skal ikke skjules, heller ikke i en optaktsvideo som denne. De medvirkende læreres engagement i forhold til forskellige indfaldsvinkler er valgt, så der er en pæn balance. Forældrenes tøvende skepsis og positive holdning er trukket ud af hverdagen - også her ses en afbalancering.

Den håndfaste måde, hvorpå 'læsemetodik og læseforskning' er delt op, er givetvis foretaget for at give et klart diskussionsoplæg. Verden ser ikke så enkel ud som markante diskussionsspørgsmål - heller ikke læseverdenen, når man ser på praksis og der møder spørgsmålet: 'Kan man blande de to indfaldsvinkler i læsning?'

Igen og igen fastslås forældrenes centrale rolle, for eksempel i en sætning som: 'Det er meget vigtigt, at forældrene er indforstået med lærerens måde at gribe læsning an på'. En kritisk kommentar: Når de to metoder forklares, docerer videoen lidt rigeligt over for to andægtigt lyttende forældre.

Med tanke på virkeligheden kunne der måske godt have været kun én forælder (en mor) det ene sted; men - politisk korrekt - er også faderen trukket ind som samtalepartner og læseinteresseret. Det gælder ikke kun ved mødet på skolen.

Videoen har et par indslag, der fortjener overvejelse: Erik Håkonsson skildrer begge metoder, 'sekvensmetoder' og 'kommunikationsmetoder', med opregning af hver deres fordele og hver deres ulemper. Ved 'sekvensmetoder' kommer elever igennem en række af de udviklingsfaser, som man mener, de skal igennem.

Sådanne metoder kræver, at man kan finde tekster, der er i overensstemmelse med børnenes interesser. 'Kommunikationsmetoder' tager udgangspunkt i, hvad der er interessant for eleverne; her kan det være vanskeligt at gennemskue den enkelte elevs fremgang i tilegnelse af læsning og samtidig beholde et overblik. I begge tilfælde er elevernes forforståelse væsentlig.

En enkelt lapsus skæmmer lydsiden: 'Der er mange eksempler på, at børn i en meget tidlig alder mere eller mindre lærer sig selv at læse og skrive'. Denne sætning gælder kun, hvis man meget kraftigt understreger 'mere eller mindre'. Der er særdeles god argumentation for, at også børn, der angiveligt har lært sig selv at læse, i næsten alle tilfælde er blevet i hvert fald uformelt 'undervist'. Men videoen skal ikke lastes for en enkelt mening. Tværtimod skal den anerkendes - ikke mindst for den holdning, der er gennemgående, og som der sættes ord på i en af de afsluttende sætninger: 'Skolen kan ikke alene sørge for, at børn tilegner sig læsning; her har skolen og hjemmet brug for hinanden'.

Efterskrift: De to videoer er set sammen med to grupper forældre, hvis holdninger og reaktioner har influeret på omtalen.