Om grundlæggende færdigheder, bøger og balance i undervisningen
Af Dorothy S. Strictland
Oversat af Lotte Rosbak Juhl
24 sider, 40,50 kroner
Læserapport nummer 32
Landsforeningen af Læsepædagoger
Fax 3294 1748, telefon 3253 6937
I serien 'Læserapport' findes både danske og udenlandske artikler. Forfatteren til denne rapport er professor i læsning i New Jersey. Hun har tidligere arbejdet som klasselærer, læsekonsulent og speciallærer. Artiklen bygger på amerikanske forhold, men terminologien er fordansket.
Forfatteren er kendt som en tilhænger af helhedsprincippet i læseundervisningen. Hun anbefaler en gradvis forandring af 'elementpræget' undervisning.
I artiklen kommer hun ind på bogvalg, grundlæggende færdigheder og balance i læseundervisningen.
Ved bogvalget pointerer hun, hvor vigtigt det er at inddrage andre bøger end lærebøger i undervisningen. Der gives forslag til, hvordan der kan arbejdes med undervisningsdifferentiering i læseundervisningen.
I afsnittet om de grundlæggende færdigheder fremhæves det, at der er forskel på at lære en færdighed og at beherske en færdighed. En elev skal også kunne anvende sine færdigheder i sammenhænge uden for opgavehæftet.
Ved balance forstår hun, at man træffer beslutninger ud fra viden.
Hun taler om 'bedømmelse', der blandt andet omfatter indsamling af data, og om 'evaluering', hvor den indsamlede information bruges til at informere og vejlede eleverne.
Til slut fremhæver hun, at alle, der underviser i læsning, skal holde fast i den del af deres undervisning, der fungerer godt, samtidig med at de er åbne over for den nye viden, forskningen kommer med. Hun skriver endvidere, at lærerne skal samarbejde om læseundervisningen. Det er der gode muligheder for med teamsamarbejdet i folkeskolen.
Denne artikel er ikke den mest spændende i en ellers udmærket serie. En stor del af indholdet vil være kendt for danske lærere. Debatten om helheder eller elementer i læseundervisningen er ved at finde en rimelig balance herhjemme, hvor man tager det bedste fra begge lejre og kombinerer metoder.
Tove Kettner Heiberg
Læsning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.