Læsning

Læseundervisningen er i fokus og genstand for megen kritik i disse år, og derfor vil enhver bog og artikel, der beskæftiger sig med emnet, blive mødt med opmærksomhed. Forfatterne Ulla Moltrup og Vibeke Sørensen karakteriserer deres bog som en brugsbog, der midt i de mange stridende synspunkter om læsning beskriver deres daglige praksis med en læseundervisning, der fungerer. Med dette som udgangspunkt redegør de for deres læseundervisning. Hovedvægten ligger på deres arbejde i 1. klasse, men også nogle enkelte forløb fra 2. og 3. klasse gennemgås.

De to forfattere gør ganske kort rede for deres teoretiske baggrund. De bekender sig - skriver de - ikke til enten den ene eller den anden overordnede teori. De vil både arbejde 'top down' og 'bottom up'. Men da den måde, de arbejder på, tager sit udgangspunkt i helheden og fokuserer så meget, som den gør, på tekstens indhold, har de næppe helt ret. Den grundige 'top down'-styrede læseundervisning beskæftiger sig jo også med de sproglige elementer, for eksempel korrespondancen mellem lyd og bogstav. Det bærende princip for de to forfatteres måde at arbejde med læsning på er en LTG-præget undervisning, hvor eleverne selv skaber teksterne sammen med læreren, og det får vi i bogen mange eksempler på.

Bogen er skrevet i et godt, flydende og veloplagt sprog, og det lyser ud af den, at de to forfattere er glade for at undervise. Der er da heller ikke nogen tvivl om, at deres undervisning fungerer, de roser ikke sig selv i utide. For mig som læser er det imidlertid et problem, at bogen har så få knaster. Alt lykkes i overvældende grad for de to lærere, og børnene er bare dejlige børn, der lever op til deres læreres forventninger, selv om de har været vanskelige børn. Der er i bogen næsten ingen kritisk reflekterende spørgsmål. De to forfattere skriver i slutningen af bogen, at det er på baggrund af fejl, som de er modige nok til at stå ved, at de bestandig udvikler deres undervisning, men hvorfor må vi så ikke få del i netop denne kritiske proces i stedet for de lovligt rosenrøde beskrivelser af forløb, der lykkes. Der, hvor der er tilløb til lidt mere refleksion, drukner det endvidere, fordi forfatterne ikke er gode nok til at økonomisere, når de laver deres beskrivelser. Alt for mange små detaljer, som andre lærere ikke kan bruge til særlig meget, fylder op.

Vigtigt er det, at bogen rummer nogle ideer til, hvordan en kvindelig dansklærer kan undgå at overse drengenes behov. Men også her kunne jeg godt have ønsket mere præcise kritiske refleksioner - mere diskussion.

Bogen skulle jo have læseundervisning som sit hovedindhold, men rent faktisk står der lovlig lidt om netop det. Vi får gang på gang at vide, at eleverne selv laver tekster og læser meget, men vi får meget lidt at vide om, hvordan de to lærere arbejder med disse tekster og med elevernes bevidsthed om sprog. Der er langt mere om de praktiske og kreative gøremål end om læsning, og det gør, at man flere steder tænker: 'De her beskrivelser af emnearbejder har man da vist hørt før'. Det er en skam, for der er ingen tvivl om, at de to lærere har noget at byde på.